Skip to content

Dumplings

Dumplings

Sund og hyggelig kinesisk madkunst. Dumplings Jaozi - eller sagt på godt dansk kinesiske dumplings - er en meget klassisk kinesisk kogekunst, der har flere tusind års tradition bag sig.

Det er i al sin smukke enkelthed små pakker med fyld af fx svinekød, oksekød eller rejer krydret med ingefær, hvidløg og andre passende grøntsager og krydderurter pakket ind i en tynd dej af hvedemel, der dampes, koges eller steges og spises rygende varme dyppet i soja og eddike.

Det er både enkelt og sundt og har en fantastisk smag.

Jaozi er faktisk en pendant til dansk juleand. Den er nemlig en fast traditionel ret til det kinesiske nytår, hvor mange kinesiske familier ynder at komme en mønt i én af dem, hvilket efter sigende skulle bringe lykke og velstand til dén, der finder mønten.

Vi skal lave dumplings med forskelligt fyld og på forskellige tilberedningsmetoder, så der er dumplings for enhver smag. Jeg er sikker på, at der vil være en slags dumpling, du kan lide, og som du vil prale med at lave til dine venner og din familie, når de kommer på besøg.

Medbring din yndlingskagerulle og et forklæde, da det er mel, du skal arbejde med.

Der skal påregnes udgifter til råvarer på ca. 200 kr., der afregnes direkte med underviseren.