Skip to content

Vær opmærksom på, at vi opdaterer vores systemer fra den 21. sep. kl. 18 til og med den 22. sep. kl. 02. Det vil i dette tidsrum ikke være muligt at foretage tilmeldinger.

Senioryoga for mænd

Senioryoga for mænd

Er du en moden mand med stive muskler og led, og har du svært ved at holde balancen, så er dette hold måske noget for dig. Yoga er nemlig også for mænd. På dette kursus bliver der taget udgangspunkt i den mandlige krop med de skavanker, alderen sætter for de fleste. Der vil være tid til at gå på opdagelse i din egen krop, mærke kroppen og samtidig styrke og strække kroppen. Manden har en naturlig styrke i overkroppen, som han kan benytte sig af, så han i en moden alder kan blive ved med at lave de ting, han holder af. 

Senioryoga er specielt velegnet til dig, der gerne vil dyrke yoga men måske ikke længere får lige så meget ud af det på et traditionelt yogahold. Der er derfor lagt op til en rolig og blid træning.

Med alderen forandres kroppen, og du kan ikke mere det samme. Yogaen giver dig mulighed for at styrke, strække, smidiggøre og arbejde med krop og sind på en blid måde. Der er på dette hold særligt fokus på arbejde med åndedrættet, stille og rolige bevægelser på gulvet i liggende stillinger, balancen og andre stående stillinger og øvelser for bl.a. rygsøjlen og hoften. Der anvendes et bestemt basisprogram, men inden for dén ramme er der også mulighed for afveksling i de forskellige stillinger og øvelser, så vi kommer igennem hele kroppen. I øvrigt er det Hatha Yoga, én af de populære former for yoga, der er grundstenen i denne undervisning. Der kan evt. være afspænding sidst på timen. Således kan både kroppen og sindet fungere optimalt langt oppe i alderen, og du kan bevare et godt og sundt helbred. Øvelserne løsner op for fysiske og psykiske spændinger og giver dig fornyet energi og overskud. Du vil opleve en ydre og en indre ro samt en glæde i din hverdag. Nogle lærer at slappe af, andre får deres gode søvn tilbage, mens andre igen får mere energi. Den enkelte får noget forskelligt ud af yogaen.

Mød op i løstsiddende tøj, så du kan trække vejret og bevæge dig frit. Medbring gerne din egen yogamåtte, men du kan også låne udstyr i lokalet på Kasernen.