Skip to content

Start din selvforsyning med køkkenhave i 4 højbede

Lær at etablere og planlægge dine bede, lær at forspire, så, udplante, passe og høste dine egne grøntsager.
Der er fokus på blandede bede, der giver et godt tilskud til grønt til køkkenet fra sent forår helt indtil, efteråret for alvor sætter ind. Derudover er blandede bede smukke bede!
Du lærer om at dyrke jorden/jordforbedring, om gødning, om jorddække, om gode naboplanter, om sædskifte og meget mere.
Der veksles mellem teori og praksis. Praksis vil foregå på min marklod.
Du får frø med hjem, så du kan komme i gang med dine egne bede.

Jeg har dyrket have, siden jeg var barn, men de seneste år har det taget en drejning hen mod en større grad af selvforsyning, så i dag har jeg, udover min lille have ved huset, en marklod hos naboen, hvor jeg dyrker grøntsager.
Jeg er medlem af foreningen Frøsamlerne, der bevarer gamle danske sorter, har været med i dyrkningsforsøg for foreningen og har holdt foredrag gennem Dansk Haveselskab.
Jeg er læreruddannet og er både en erfaren underviser og havedyrker, men der er helt klart også plads til dig på holdet, hvis du aldrig har haft din egen have.

Du skal selv medbringe en notesbog, gerne i A4.
Medbring madpakke og drikkevarer på praksisdagene.
Husk praktisk tøj.
Materialeudgifter til frø på ca. 200 kr. afregnes direkte med underviseren.
 

Information

Datoer

Dato Tid Sted Navn
1 Torsdag 23.03.2023 18:30-20:30 Broager Skole Mette Juhl Petersen
2 Lørdag 15.04.2023 09:30-13:00 Broager Skole Mette Juhl Petersen
3 Torsdag 11.05.2023 18:30-20:30 Broager Skole Mette Juhl Petersen
Se alle Se færre

Mette Juhl Petersen

Mit navn er Mette Juhl Petersen, jeg er 58 år gammel og så heldig at være både kone, mor, svigermor, farmor og mormor til en voksende flok.

Oprindeligt er jeg uddannet kjoleskrædder og faglærer inden for beklædning. Senere er jeg uddannet folkeskolelærer og skolebibliotekar. Nu har jeg sluppet folkeskolen og underviser bl.a. senhjerneskadede voksne udover, at jeg har forskellige hold hos FOF - lige fra at være i køkkenet med inspiration til plantebaseret mad til dét at arbejde med selvforsyning i det små, både i teori og i praksis.

Jeg bor på Broagerland, hvor dét, der startede som dyrkning af grønt i en almindelig lille landbohave, da vi flyttede herud for 16 år siden, kom til også at omfatte en jordlod på naboens mark og over årene har udviklet sig til at have fokus på en højere grad af selvforsyning. 

Have har jeg haft, i skiftende omfang, lige siden jeg var barn.

At dyrke jorden betyder meget for mig, og det er specielt nogle af de gamle frøsorter, der interesserer mig. Jeg er ivrig frøsamler i foreningen Frøsamlerne, der bevarer gamle danske sorter. Og det kan jeg så fortælle meget mere om i et par timer eller mere!

Alt dét, jeg dyrker, ender i vores køkken, hvor der koges, syltes, henkoges, fermenteres, tørres mm., så vores husholdning er så selvforsynende som muligt. Dels er det vigtigt for mig at vide, hvad det er, vi putter i munden, dels er jeg optaget af, hvordan de gamle sorter igen kan finde anvendelse i en moderne husholdning. Det gælder fx tørrede ærter og bønner.

I køkkenet har jeg opholdt mig, siden jeg var barn, hvor jeg har kigget min mormor og min mor over skuldrene. Som voksen har jeg arbejdet i forskellige køkkener, og madglæden er et vigtigt omdrejningspunkt, også når vi mødes i familien. Det er altid godt at samles omkring et måltid mad, både med nogle man kender og nogle, som man lige har mødt!

Jeg er nysgerrig af natur og optaget af naturen, hvilket afspejles i mine fritidsinteresser, som spænder fra alt fra plantefarvning af garn med planter indsamlet på mine gåture til læsning af faglitteratur om havebrug.

Min viden og nysgerrighed deler jeg gerne med andre, også dig, uanset om det handler om mad, have eller noget helt andet. Og dét uanset, om du er begynder indenfor området eller lige så nørdet, eller erfaren, som mig!