Mao har, som ingen anden enkeltperson, haft betydning for det moderne kommunistiske Kinas udvikling. Da formand Mao døde i 1976, var der overalt ægte landesorg over tabet af den store rorgænger, som han blev kaldt. Han var allerede i levende live, blevet en legende og æres stadig overalt i Kina, bl.a. med det store Mausoleum på Den himmelske Freds Plads i Beijing.
Mao blev uddannet som lærer og var allerede i 1919 med til at grundlægge den første demokratiske bevægelse i Kina. Han var også med i grundlæggelsen af Kinas Kommunistiske parti i 1921 og blev gennem den berømte lange march i midten af 1930’erne snart partiets ubestridte leder.
Under 2. Verdenskrig deltog han i den nationale kamp mod Japan og demonstrerede gang på gang sin ubestikkelighed samtidig med at han fastholdt de kommunistiske idealer.
Den 1. oktober 1949 stod han på sin magts tinde, da han kunne udråbe Folkerepublikken Kina.
Det lykkedes ham ikke at omdanne Kina til et velfungerende kommunistisk samfund, men han fik skabt et alternativ til det ortodokse Sovjetunionen, et nationalistisk alternativ, som i realiteten bygger videre på de gamle konfucianske principper. Det har ført til det moderne Kina, vi kender i dag.
