Skip to content

Vi er i fuld gang med at gøre klar til den kommende sæson - få besked som en af de første, når du kan se det hele her på hjemmesiden 📬

Tilmeld nyhedsbrevet
Hør om ofringer til de førkristne frugtbarhedsguder hos FOF Sydjylland

Ofringer til de førkristne frugtbarhedsguder

Ofringer til de førkristne frugtbarhedsguder

Om det nyopdagede, hellige område ved Fæsted og Harreby

I 2016 fandt detektorholdet TRP den hidtil største guldskat fra Danmarks vikingetid på en sønderjysk mark mellem Harreby og Fæsted, 12 km fra Ribe. Skatten har siden været udgangspunkt i mange små og større artikler samt endnu flere foredrag. Fælles for al formidlingen har været at undersøge og forklare hvorfor så store værdier blev samlet ved Fæsted, og hvorfor de blev begravet. Var det gemt for fjender, eller ofret til guderne?

Nu har nye detektorfund og udgravninger kastet et interessant lys over dette. Ved hjælp af mange våben- og bronzefund, flere guldsager og en helt nyopdaget flot sølvskat kan vi nu belyse et hidtil uopdaget helligområde, som på mange måder minder om det, som kendes så godt fra Uppåkra i Skåne samt Tissø og Lejre på Sjælland. Spørgsmålet er derfor, om vi er begyndt at finde og forstå et førkristent helligt område, som indtil 2016 kun kunne anes i herredets navn, som er tilegnet Frej.

Vi skal derfor se på fund. Mange flotte fund. Og ud fra dem prøver vi at se på dette område i det sønderjyske, som sandsynligvis vil skrive sig ind blandt de vigtigste regioner i dansk forskning i jernalder og vikingetid samt i studiet i det førkristne Danmark.