Skip to content

Motion med mening - seniormotion

Opbyggende øvelser uden sved på panden. Smidighed, livsenergi og større velvære med virkningsfuld træning for hele kroppen. Vi lytter til vores krop, så musklernes spændstighed, balancen, immunforsvaret samt åndedrættet styrkes og vedligeholdes med overkommelige men effektive øvelser.

Hver gang arbejdes hele kroppen igennem og der sluttes af med en kort afspænding. På holdet er der tid til at tage hensyn til den enkeltes behov, så øvelserne så vidt muligt tilpasses dig, hvad enten du har en fysisk begrænsning eller blot har brug for roen i øvelserne.

Der er tid til at tage hensyn til fysiske handicaps, der giver dig begrænsninger så du ikke kan følge et alment hold. Der vil være fokus på de problemområder den enkelte har. Hver gang sluttes af med en kort afspænding.

Særligt tilrettelagt hold hvor øvelserne tilpasses, den enkelte deltager og planlægges så underviseren har ekstra tid til og overblik over den enkelte deltagers særlige behov. Formålet med kursus formen er, at man som aktiv deltager vedligeholder sin livs- og helbredssituation for dermed at fastholde en tidligere genoptræning og sikre, at man også fremover personligt kan magte sin livssituation i forhold til det konkrete handicap.

Dette hold er for dig, der ikke kan deltage på et almindeligt hold med samme indhold på grund af særlige udfordringer af fysisk eller psykisk art. Der skal udfyldes en erklæring på tro og love til underviseren den første mødegang du deltager.

Information

Datoer

Dato Tid Sted Navn
1 Torsdag 16.09.2021 10:45-11:45 Idrætsbygningen Grete Lind
2 Torsdag 23.09.2021 10:45-11:45 Idrætsbygningen Grete Lind
3 Torsdag 30.09.2021 10:45-11:45 Idrætsbygningen Grete Lind
Se alle Se færre
Grete Lind
Underviser

Grete Lind

Jeg er født i 1952 og har i mit liv altid gået efter det, der gav mig størst glæde.

Jeg er uddannet Zoneterapeut, EFT-coach, Phytoterapeut (læren om brug af urter og kost i behandling) og Metamedicin, som alle ligger til grund for det jeg arbejder med i dag.

Jeg tilbyder undervisning i diverse bevægelsesformer, da det er mit ønske, at alle selv kan tage aktivt ansvar for deres eget helbred. Derfor underviser jeg i forskellige former for opbyggende øvelser som jeg, samtidig med at jeg er tro mod den oprindelige form, har sat mit eget præg på, så er det blevet en unik sammensætning af de bedste teknikker indenfor bevægelse, åndedræt og tankens kraft, og som samtidig kan tilpasses individuelle behov.

I min måde at instruere på, vil alle øvelser blive udført med fuld opmærksomhed, så det bliver som en lang meditation i bevægelse. Samtidig har jeg fokus både på åndedrættet og vores tankers forunderlige kraft, så kroppens selvhelbredende kræfter aktiveres og kroppen summer af fornyet livskraft.

Jeg lærte Callanetics at kende i 1991 og har udøvet, samt undervist i det siden, og har på egen krop mærket hvor stor en effekt øvelserne havde og stadig har for mit velbefindende og smidighed.

I 1996 lærte jeg De fem ”Tibetanere” at kende, men tog dem først rigtig til mig i 1999, hvor jeg også begyndte at undervise i dem. Jeg udfører dagligt de fem foryngende riter med stor glæde.

Dét at jeg på egen krop mærker, hvor forholdsvis lidt der skal til, for at jeg kan føle mig mere levende har gjort, at jeg må ud til andre med min viden om disse kraftfulde livsopbyggende øvelser. Andre former for øvelser for krop og sjæl, som jeg er inspireret af og dyrker, er yoga, Tai Chi, Qi Gong og meditation.

Jeg har i en årrække været tilknyttet aftenskoler i Kolding og Lunderskov, samt gymnastikforeninger (bl.a. 7 år i Vonsild, samt en kortere periode i Dalby). Desuden har jeg været en del omkring på højskoler, daghøjskoler, andre motionshold, hos private, samt udbudt/afholdt mine egne forløb med instruktion i ”De fem Tibetanere” og ”Callanetics med sjæl”.

Andre har også benyttet mig som underviser i De fem ”Tibetanere”. Fx var jeg i 2010 – på besøg 2 gange i Jyderup Statsfængsel for at undervise de unge indsatte, for på den måde at anspore dem til at finde mere ro i sig selv.

”I vores liv er vi selv med til at gøre en forskel. Jeg tror på at vi ved at have et positivt livssyn, energimæssigt, kan ændre meget – så vi på den måde formår at leve vores liv med størst mulig lykke og trivsel”.