Jeg tror, mit kald og min interesse for at undervise, udspringer fra min personlige oplevelse af yogaen. Det er nærmest blevet en livsform, som noget man altid kan tage med sig, og jeg brænder for at facilitere folks egen oplevelse af, hvad yogaen kan gøre – at man fysisk kan opleve større smidighed og styrke, og mentalt mere ro, balance og overskud.
Det ‘rum’, vi deler, er noget helt specielt, og der er plads til alle, ligesom der er plads til nærværet i øvelserne. Og hvis man vil, er der meget mere i yogaen, og jeg uddanner mig løbende. Jeg har undervist hos FOF i godt 15 år og sætter pris på at være en del af en aftenskole, der samler os omkring et godt formål (klogere, sundere, gladere). Desuden underviser jeg i meditation, mindfulness og earthing, samt behandler multihandicappede med zoneterapi og massage. Jeg er mor til tre skønne piger (og en håndfuld hunde) og nyder at bo på landet, tæt på naturen.