Billedsprog i Europa 1600-1800. Barok – Rokoko – Nyklassicisme - Præromantik.
Seks foredrag ved kunsthistoriker mag.art. Gitte Tandrup
Foredragene vil give et indblik i billedsprogets udvikling i de toneangivende områder i Europa. Både i de frie Nederlande og i modpolen den skrumpende stormagt Spanien kommer der en guldalder i maleriet. I Italien er der både jordnær realisme og en overdådig stil til at promovere pavemagten, den højbarok, der har givet perioden navn.
I 1700-tallet skifter stemningen henimod det lyse og lette. En intimsfære-kunst udvikles, der så får sit gensvar i den kølige klare nyklassicisme. Sprækkerne mellem fornuft og følelser får æstetisk afløb i præromantikkens vanvidslurende universer.
Det er en gennemgang med de store mestre. Men der vil blive arbejdet med at få billedstoffet til at svare på de spørgsmål, der trænger sig på i dag. Vigtige ledetråde vil være det globale spor, det sociale spor og kønssporet.