Det kan godt være at amning er naturligt - men det betyder ikke det er nemt. Over halvdelen af alle, der opstarter amningen, oplever problemer. Sådan behøver det heldigvis ikke at være, hvis du er forberedt.
På workshoppen her får du den viden, der skal til, konkrete teknikker og troen på dig selv og din krop. På den måde kan du få den gode start på amningen uden at ende med sår, smerter og fortvivlelse. I løbet af 2,5 time tager jeg dig med ind i amningens fantastiske verden. Du kan lære noget uanset, om du har ammet før eller du skal amme for første gang. Vi starter dagen ud med en god snak om, hvordan din fødsel kan påvirke din ammeopstart og hvordan du kan styre uden om de fælder, der er.
Hvad der sker lige, når baby er kommet til verden og du skal amme for første gang. Den magiske time, som virkelig ér magisk. Hvad du kan forvente, når I kommer hjem og baby udvikler sig. Der dukker tit mange spørgsmål op. Dem tager vi på forhånd, så du fuldt ud kan koncentrere dig om din baby og ikke skal bruge en masse tid på google.
Du får styr på, hvordan din mælkeproduktion fungerer, så du kan vinke farvel til tvivlen, om der nu er nok mælk til baby. Samtidig lærer du også de forskellige tegn, din baby giver dig, når han/hun er sulten og mæt.
Du kommer til at vide, hvad du skal kigge efter for at være sikker på, at din baby er i trivsel, hvornår det kan være nødvendigt at supplere og malke ud. Du får samtidig også afprøvet en masse konkrete teknikker og ammestillinger, så du er helt klar til, når din baby kommer til verden.
Alt det praktiske, der skal på plads og som man sjældent lærer FØR fødslen. Du lærer, hvordan du kan håndudmalke råmælk inden din fødsel, hvilke 3 gyldne regler, der er, når din baby skal til brystet og flere forskellige greb, du kan bruge for at hjælpe din baby.
Vi gennemgår også nogle forskellige udfordringer, der kan opstå i den første tid og også hvordan du kan gribe det an - inden det bliver for slemt.
Kort sagt bliver du gjort helt klar til at amme dit barn. Og du får også rig mulighed for at stille en masse spørgsmål. Har du mulighed for det, må du meget gerne medbringe en dukke, til når der skal øves ammestillinger. Ved du allerede nu, at du vil bruge en ammepude, så tag også gerne den med.
Har du spørgsmål til workshoppen, så kontakt mig endelig.
Jeg glæder mig til at se dig.