Skip to content
Sommerfransk for begyndere - FOF Vest

Sommerfransk for begyndere

Sommerfransk for begyndere

På Sommerfransk for begyndere 2, vil du lære det mest basale for at kunne føre en simpel samtale og begå dig som turist i de fleste situationer.

Vi kigger naturligvis på grammatikken, men vi lægger hovedvægten på det aktive og nyttige ordforråd, faste vendinger og formuleringer samt den forståelige udtale.

Sommerfransk er til dig, der allerede kan lidt fransk (faux débutant):

  • Måske har du for nylig fulgt et franskkursus for begyndere og har lyst til at fortsætte?
  • Måske har du studeret fransk på egen hånd og mangler hjælp eller motivation til at komme videre?
  • Måske er dit skolefransk ved at være temmelig rustent og trænger til en grundig genopfriskning?

Vi læser tekster, lytter til indspilninger, ser korte videoer, øver dialoger og spiller rollespil. Indimellem samler vi op på det, vi har lært undervejs med nogle strukturende grammatiske øvelser.

Undervisningen, der foregår hos FOF Vest i Kongensgade 70 i Esbjerg, strækker sig hver gang over 2 lektioner à 45 minutter. Halvvejs holder vi en kort pause, så vi lige kan få strakt benene og luftet hjernen lidt eventuelt over en kop kaffe eller en kop te, som der er mulighed for at trække i automaten i den hyggelige café uden for undervisningslokalet.

Lidt om mig:
Jeg tror ikke, at jeg overdriver, hvis jeg siger, at jeg har lang erfaring med sprogindlæring. Ikke blot har jeg undervist i sprog i adskillige år, jeg har også selv studeret sprog i årevis både formelt på universitetsniveau og uformelt som ”udenlandsdansker” i Bruxelles, hvor jeg har tilbragt det meste af mit voksenliv. Jeg er efterhånden nået til den konklusion, at den allervigtigste forudsætning for at lære et nyt fremmedsprog er, at der på holdet er en rar og afslappet atmosfære, der giver kursisterne lyst til at deltage og mod på at kaste sig ud i det.