Sund mor fra starten

Interview med en deltager 2019

Her fortæller en deltager på "Sund mor fra starten" om, hvordan hendes oplevelse med kurset har været.

Hvordan opdagede du kurset “Sund mor fra starten”?

- "Min læge anbefalede mig at have fokus på kost og motion som forberedelse til at blive gravid. Så jeg søgte på nettet, og så dukkede kurset op hos FOF. Det passede lige præcis til mig, fordi det ikke kun handlede om vægttab."

motion træning sund mor fof randers purhus mariagerHvad har du fået ud af kurset indtil nu?

- "Jeg synes, det har været vildt fedt. Det er meget motiverende at gå på hold med nogle kvinder i samme situation som én selv."

- Jeg har fået noget ud af at komme hver gang. Hvis du selv går i fitnesscenter eller søger på nettet efter sunde opskrifter, kan du meget hurtigt gå lidt død i det og falde tilbage i gamle vaner.

- Det er meget varieret, det vi laver på kurset. Nogle gange træner vi, og nogle gange har vi en ernæringsekspert eller kostvejleder på. Der kom også en fødselslæge fra Randers Sygehus, der forklarede betydningen af at være overvægtig og blive gravid. Så jeg synes, jeg har taget noget med hjem hver eneste uge."

Hvordan har det været at mødes én gang om ugen?

- "For mig har det været virkelig motiverende. Jeg ser frem til det, hver gang jeg skal afsted til kursus. Det er rart at kunne snakke med nogen og lette hjertet, så det ikke kun bliver til ens mand eller kæreste.

- Man skal også passe på, at det ikke kommer til at fylde for meget. Hver gang vi mødes, er det jo en reminder om, at jeg ikke er gravid endnu. Der skal også være tid til ikke at have fokus på det. Så for mig har det været helt perfekt at mødes én gang om ugen."

Hvordan har fællesskabet været på holdet?

- "Det har været vildt fedt. Vi har kun været tre på holdet denne gang, men det har ikke gjort noget. Man får nok et lidt tættere bånd, end hvis vi havde været mange.

- Det er sjovt at se, hvor stor forskel der er fra kvinde til kvinde. Vi er forskellige steder i livet, og alligevel kan vi snakke virkelig godt sammen, fordi vi har det fælles ønske at få et barn. Det har været meget intimt, for vi har delt ting med hinanden, som vi ikke deler med vores veninder.

- Desværre er det sådan i dag, at det er lidt et tabu, når man ikke kan blive gravid. Man holder det for sig selv, og det kan godt være hårdt. Så det har været rart at kunne snakke med hinanden. Vi har også oprettet en Facebookgruppe, hvor vi kan skrive sammen."

 

Er der noget, der har været udfordrende for dig?

- "Dengang jeg meldte mig til kurset, tænkte jeg: “Åh nej, er det sådan noget med, at vi skal vejes og snakke om vægt og BMI?” – og møde en løftet pegefinger. Jeg synes, det er meget privat, hvad man vejer. Så det var jeg lidt bange for, men sådan har det slet ikke været. Vi har fået tilbudt at blive vejet og få en kropsscanning, men det er noget, der foregår mellem dig og ernæringseksperten. Og man kan sagtens sige fra, hvis man ikke har lyst. 

- Det handler egentlig ikke så meget om at tabe sig på kurset, men om at ændre sin livsstil og tænke i nogle andre baner. Vores kursusleder har for eksempel ikke spurgt: “Nå, har I tabt jer i denne her uge?”. Det er slet ikke der fokus er, men det handler generelt om sundhed og om at få et fællesskab."

Hvem vil du anbefale kurset til?

- "Til en, der gerne vil være mor, og som vil give sit barn den bedste fremtid. Det starter jo med en sund livsstil for at man kan blive et godt forbillede for sine børn. Om man er meget eller lidt overvægtig gør egentlig ikke den store forskel. Hvis bare du ønsker dig en sundere livsstil, så ville jeg melde mig til.

- Blandt os der går på kurset nu er der forskel på, hvor lang tid vi har prøvet at blive gravide. Jeg har ikke været i gang i så lang tid som de andre. Så du kan godt melde dig til kurset, selvom du ikke har prøvet at blive gravid i flere år.

- Du får nogle gode fif og inspiration i forhold til træning og kost, så det er til alle, der ønsker en forandring. Det behøver ikke være med et vægttab på fx 10 kg som mål. Hvis man omvendt ønsker at tabe sig meget, så er det en god start bare at møde op. Så har man taget et skridt i den rigtige retning." 

 

(Interviewet er fra november 2019)

sund mor fra starten gravid livsstil sundhed overvægt fof randers purhus mariager
Graviditet

Holdstart flere gange om året

Få nye redskaber til at tackle din overvægt før en graviditet.