Fredagshøjskolen 2020

Fredagshøjskolen

Fredagshøjskolen

Fredagshøjskolen   -   Efterår 2020

7 foredrag og 1 udflugt

8 dejlige dage fra 18. september til 27. november 2020  I prisen er frokost inkluderet.

Hent programmet som pdf - klik her

Program for Fredagshøjskolen efterår 2020

Der er så meget at fortælle, så mange spændende emner at høre om. I denne sæson har vi fokus på historien - det, der gik forud og som har ført os dertil, hvor vi er i dag. Noget af det har vi aldrig hørt om og andet kan vi tilføje nye detaljer. Og så slutter vi sæsonen med en udflugt med fokus på genforeningen og tiden før og efter... 

18. september Orla Madsen, arkæolog, mag.art, fhv museumsdirektør
Naboer i Europa. Romere og germanere i tiden omkring Kristi fødsel

I tiden lige før Kristi fødsel ekspanderede Romerriget udover Europa og satte her dagsordenen for udviklingen i de næste århundreder. Påvirkningen var større, end vi hidtil har forestillet os.
De senere års arkæologiske udgravninger på en række jyske lokaliteter har nemlig vist, at romernes nærhed haft afgørende indflydelse på udviklingen af de politiske, militære og økonomiske strukturer i de nordeuropæiske samfund. Orla Madsen fortæller især om de nyeste, danske fund - som er med til at give et nyt billede af tiden omkring Kristi fødsel

25. september Paul Erik Rochler, faglærer, fhv materielforvalter HMAK
Commission Internationale de Slesvig – en Sønderjysk verdensbegivenhed

De fleste opfatter deltagelse i fredsbevarende opgaver rundt om i verden som et fænomen, der er opstået efter 2. verdenskrig og FN’s oprettelse. De færreste – og uden for Sønderjylland næsten ingen – er klar over, at sønderjydernes tilbagevenden til Danmark i 1920 blev overvåget af en international styrke med beføjelser og opgaver, der meget ligner nutidens FN-opgaver. Hør om de franske og engelske besættelsestropper i Sønderjylland 1920, Commission Internationale de Slesvig. I de franske alpejæger styrker var bl.a. fire danske officerer fra Fremmedlegionen.

02. oktober Lars Stig Duehart, Drachmann Selskabet i Kolding
Holger Drachmanns liv og færden i Kolding og omegn

Der er noget med Holger Drachmann, Drachmannbænken, Marielund samt værten på pavillonen, Bølling. Der er også meget andet at fortælle om Holger Drachmann og hans liv og færden i og omkring Kolding. Når Holger Drachmann har været i Kolding – i perioder op til 3-4 måneder – har han haft kontakt til byens borgere, i særdeleshed de, der havde betydning, men også med et blik for de fattige. Hør de mange, gode fortællinger.

23. oktober Orla Madsen, arkæolog, mag.art, fhv museumsdirektør 
Vitus Bering – Zarens danske Columbus

Bering blev begravet på en øde ø i den nordlige del af Stillehavet i november 1741. Der findes ingen samtidige portrætter af ham. Foredragsholderen deltog i den dansk-sovjetiske ekspedition i 1991, for at prøve at finde graven og at rekonstruere Berings ansigt, hvis man fandt han jordiske rester. Orla Madsen var også med til mindehøjtideligheden i 2016 i anledning af 275 året for Berings død. Men var det Bering man fandt???

30. oktober Poul Marcus, tdl leder af Århus Kunstmuseum
Kongeåen og den gamle grænse

Allerede navnet K O N G E Å E N sætter fantasien i gang! Det må være en særlig å med dette navn! Navnet havde gjort et uudsletteligt indtryk på den prøjsiske konge, da grænsen skulle trækkes efter 1864.
Vi følger åen fra dens delta, de mange udspring og tværs over landet til udløbet syd for Esbjerg. 
Historie på historie bliver ridset op! Om tyske og danske grænsevagter, deres liv - smuglerier - varemangel, sortbørshandel, domænegårde, vandtransport, vadesteder, færger, broer, bl.a. frihedsbroen, højskolerne, forsamlingshusene samt Skibelund Krat og om pigen fra Kamstrup, der hjalp omkring 400 flygtninge af mange nationaliteter over grænsen.

13. november Paul Erik Rochler, faglærer, fhv materielforvalter HMAK
Hospitalsskibet Jutlandias deltagelse i Koreakrigen 1950-51

Da Koreakrigen ud den 25. juni 1950, gav Danmark tilsagn om at assistere FN og United Nations Command og at give humanitær støtte til de allierede styrker i Sydkorea. Beslutningen var ikke ukompliceret: stemningen mellem stormagterne var anspændt og Danmark måtte finde en måde at støtte FN på, uden at virke aggressiv Det var Danmarks første deltagelse med et FN mandat. Hvad var Jutlandia for et skib? Hvem var med? Hvordan blev der arbejdet om bord? 

20. november Katja Enoch, cirkusprinsesse
Et liv i cirkus, manegen og bag kulisserne

Katja Enoch fortæller historien om hvordan det var at være barn i cirkus og direktørens datter. Vi kommer også omkring grundlæggelsen Cirkus Dannebrog og hele familien, som var en del af det på hver sin måde. 

27. november Heldagstur
Genforeningstur

Vi kører en tur i genforeningens spor. Ned i grænselandet, hvor vi hører om mindretallenes oplevelser. Vi spiser frokost og besøger Fårhuslejren - Frøslevlejren - hvor vi hører om lejrens anvendelse, først af den tyske besættelsesmagt og senere til internering af tysksindede og landssvigere... Turen er ikke endeligt planlagt ... Vi arbejder på at lave en lige så god tur, som vi plejer og derfor skal vi sikre os, at vi kan det vi gerne vil.
Når de sidste detaljer er på plads opdateres siden.
Inkluderet i prisen er rundstykke og kaffe i bussen, en god frokost (drikkevarer eksklusiv)  samt entre og foredrag.  

Hent programmet som pdf - klik her

Holdoversigt
Hold Nr. Start Sted     Pris
202030
fre 18-09-20 10:00
Kolding
          
          
Kr. 1095