Corona - information til kursister

Kære Kursister

Nedenfor forsøger vi at holde jer orienteret i forhold til vores hold og foredrag i denne corona-tid. Vi beklager meget de gener, det giver. Vi gør alt for at løse udfordringerne til alles bedste. 

21.09.20 Vi gør alt for at undgå smitte 💚

  • Vi opfordre hermed til at møde op max 5 min. før holdstart og tag straks hjem efter din undervisning er slut. Undgå ophold i vores lokaler derudover. Vi håber på din opbakning og hjælp til at undgå smitte.
  • Forsamlingsforbuddet på 50 personer gælder ikke for arrangementer med siddende deltagere. Derfor gennemføres foredrag som planlagt under hensyntagen til både sundhedsmyndighedernes- og de lokale retningslinjer. 


05.08.20 Sæsonstart efterår 2020 💚

Vi er tilbage på kontoret og glæder os til at byde alle velkommen igen. Din sikkerhed er meget vigtig for os, og det skal være trygt for dig at gå på aftenskole. Derfor har vi indført en række ekstra tiltag for, at forhindre smitte af coronavirus. Som kursist skal du derfor være opmærksom på følgende:

  • Bliv hjemme ved hoste og øvrige symptomer
  • Host eller nys i ærmet og/eller brug mundbind
  • Hold afstand
  • Mød gerne op omklædt om muligt.
  • Undgå fysisk kontakt som håndtryk og kram
  • Undgå kontaktpunkter om muligt
  • Vask og sprit hænder ofte (medbring gerne egen håndsprit)
  • Medbring eget udstyr (bevægelseshold, musik osv. Særlige aftaler kan forekomme)
  • Der er ikke adgang til krus/kaffe/te/kildevand (medbring egne drikkevarer inkl. krus)
  • Undgå at opholde dig i FOFs lokaler/fællesområder mere end højst nødvendigt. Hurtigt ind og ud af lokalerne. Ankom max 5 min. før start.
     

Vi håber på din forståelse og opbakning til, at vi undgår at smitte hinanden. 

Mvh. 

Anne Zibrandtsen
Skoleleder

09.06.20 Genåbning 💚

Velkommen tilbage til trygge rammer hos FOF Sydøstjylland
FOF Sydøstjylland er genåbnet den 9. juni, og vi glæder os til at byde dig velkommen tilbage. Din sikkerhed er meget vigtig for os, og det skal være trygt for dig at gå på aftenskole. Derfor har vi indført en række ekstra tiltag for at forhindre smitte af coronavirus.

Disse tiltag er i første omgang gældende til og med den 31. juli for aktiviteter i vores egne lokaler og justeres løbende i overensstemmelse med myndighedernes anbefalinger. 

Bemærk venligst!
Vi starter kun helt nye kurser op efter den 9. juni. Hvis du tidligere har været tilmeldt et sæsonhold eller længerevarende forløb med aflyste mødegange pga. corona, er hele kurset aflyst på nuværende tidspunkt. Du har derfor også fået penge igen for de mødegange, som ikke har været afholdt eller pengene er overført til næste sæson. Alt dette bliver hver enkelt deltager informeret om via mail/sms. 

Er det sikkert for dig at gå på aftenskole?
Ja – smittetrykket er heldigvis faldende, og derfor har myndighederne vurderet, at det er sikkert at afholde aftenskoleundervisning igen. Vi sørger for, at de til enhver tid gældende retningslinjer overholdes – det gælder også forsamlingsforbuddet i undervisningslokalerne og på vores udendørs rundvisninger og ture.

Afstand
Vi tilstræber at sikre 1-2 meters afstand mellem hver person. Derudover sørger vi for synlig information om retningslinjerne for bl.a. afstand og god håndhygiejne, så alle husker at tage de rette hensyn.

God hygiejne
Vi har opsat håndsprit ved indgangen til vores undervisningssteder, så du kan spritte dine hænder, når du ankommer. Og der vil være håndsprit tilgængeligt på toiletterne, så du kan vaske og spritte dine hænder ofte i løbet af undervisningen. Medbring gerne selv håndsprit.

Minimal kontakt
Vi bestræber os på at minimere kontakten i vores lokaler. Medbring derfor dit eget udstyr – f.eks. yogamåtte, pensler osv. Og mød gerne op omklædt til undervisningen. Det er ikke muligt at anvende FOF's materialer på nuværende tidspunkt. 

Tak fordi du viser hensyn
Når du deltager i vores aktiviteter, opfordrer vi dig til at passe på dig selv og andre ved at tage hensyn og udvise fornuftig adfærd:

  • Hold 1 meters afstand – 2 meters afstand ved sangundervisning, udvalgt musikundervisning m.m.
  • Vask dine hænder ofte eller brug håndsprit.
  • Host eller nys altid i ærmet.
  • Undgå fysisk kontakt som håndtryk og kram.
  • Bed andre om at tage hensyn til dig.

Vi beder dig også om at følge sundhedsmyndighedernes generelle retningslinjer og blive hjemme indtil 48 timer efter du har oplevet symptomer som feber, hoste, vejrtrækningsbesvær, muskelsmerter, hovedpine og ondt i halsen. Hvis en person i dit hjem er konstateret smittet med COVID-19, beder vi dig også om at blive hjemme indtil 48 timer efter personen har haft symptomer.

Har du spørgsmål?
Har du spørgsmål vedrørende retningslinjerne, er du velkommen til at kontakte os på soj@fof.dk eller tlf. 7625 8988 mandag-torsdag kl. 10-15.

Læs mere om COVID-19 og de seneste oplysninger fra myndighederne her: coronasmitte.dk 

 

14.05.20 - Aflysning af igangsatte hold 💚

FOF Horsens-Hedensted-Vejle-Billund-Grindsted aflyser desværre alle aktiviteter til og med søndag den 7. juni 2020 i tråd med myndighedernes tiltag mod COVID-19.

Du skal derfor ikke møde op til din planlagte aktivitet hos FOF. Vi følger situationen omkring coronavirus tæt og retter os efter myndighedernes officielle retningslinjer.

Alle berørte vil få direkte besked. Vi håber på din tålmodighed.

Til gengæld har du nu mulighed for at melde dig til både udendørs- og online-undervisning. 

Du er velkommen til at kontakte os på hhv@fof.dk eller på tlf. 76258988 (man-tor kl. 10-15).

Vi glæder os til at se dig igen på den anden side af COVID-19!  

 

07.04.20 - Udsættelse fortsætter  💚

Vi må desværre fortsat have tålmodighed og stå sammen – hver for sig. I tråd med myndighedernes sidste nye anbefalinger for at undgå spredning af coronavirus, aflyser/udsætter vi alle vores aktiviteter til og med søndag d. 10. maj 2020 samt foredrag til ultimo august.

Vi retter os efter de officielle retningslinjer for at passe på vores deltagere og undervisere. Så snart det er muligt, står vi klar til at undervise igen.

Pas godt på jer selv og hinanden 

 

24.03.20 - Udsættelse fortsætter 💚

FOF Horsens-Hedensted-Vejle-Billund følger Statsministerens anvisninger og forlænger lukkeperioden til og med den 13. april. Det betyder at al undervisning, alle kurser og alle foredrag aflyses indtil og med 13. april.
Der vil i denne periode ikke være mulighed for personlig henvendelse i administrationen, men vi opfordrer til, at du holder dig opdateret her på hjemmesiden eller her på vores Facebook side. Alternativt er du velkommen til at sende os en mail på hhv@fof.dk eller ringe til os mandag-torsdag mellem kl. 10:00-15:00 på tlf. 76258988. Vi gør opmærksom på, at vi stadig afventer retningslinjer fra myndighederne omkring det videre forløb. Vi håber derfor på jeres tålmodighed og forståelse for situationen.

Der kan være enkelte hold som fortsætter via online-undervisning. 

Pas godt på hinanden - sammen, hver for sig 

12.03.20...... Foredrag 

Alle de berørte foredrag forsøges flyttet til efteråret eller aflyses. Der sendes mail og sms til alle de berørte deltagere.  

12.03.20 / 13.03.20 - brev sendt til alle berørte kursister samt sms med henvisning til mail:

AL UNDERVISNING ER AFLYST
Vi er havnet i en force majeure situation. FOF lever af at bringe mennesker sammen, og sikkerheden for vores kursister og undervisere er en topprioritet for os. Danmark befinder sig lige nu i en kritisk situation, hvor alle virksomheder, offentlige institutioner og borgere opfordres til at udvise samfundssind ved at undgå unødig kontakt mellem mennesker, for ikke at bidrage til øget smitterisiko af coronavirus. Vi har alle et ansvar for at passe på hinanden.

Derfor aflyser FOF alle planlagte aktiviteter med afholdelse fra NU og til og med søndag den 29. marts, jævnfør myndighedernes seneste tiltag mod COVID-19. Kommunerne kan have taget andre beslutninger, som vi selvfølgelig efterlever. Du skal derfor ikke møde op til undervisning eller foredrag hos FOF i denne periode.

Læs mere om COVID-19 og de seneste oplysninger fra myndighederne her: coronasmitte.dk

Du vil høre nærmere, hvis vi får mulighed for at tilbyde dig erstatningsgange. Hold dig orienteret via hjemmesiden og facebook. Pas godt på dig selv og hinanden.