Foredrag og debat

"Mennesket i Centrum" i Korsør

Foredrag med Kurt Leth hos FOF i Korsør

Mennesket i Centrum i Aktivitetscentret Lützensvej

Kom og hør dygtige foredragsholdere i hyggeligt samvær med andre. Kaffe og kage kan købes i pausen.

Foredragsrækken består af 5 foredrag og prisen er 600 kr.
Pris for et enkeltforedrag 150 kr.

Poul Reichhardt, studeprangerens søn
Poul Reichhardt er uden tvivl Danmarks største operettesanger. Han voksede op på Nørrebro med et kæmpe sangtalent, men kedede sig og blev sømand! Karrieren omfattede alt fra Det Kongelige Teater og revy til Morten Korch-film, Olsen Banden og flyttemand Olsen. Glæd dig til masser af gode historier, anekdoter og levende musik og sang. Vi skal høre ”Er du dus med himlens fugle”, ”Lille du”, ”Pigelil’” m.fl. 
Ivan Liljebæk, musiker og entertainer
Ons. 23.09.20 kl. 13.30

De savnede piger og kvinder
Indien mangler over 60 millioner pigebørn og kvinder. Det skyldes bl.a. prioritering af sønner, kønsselektive aborter, spædbørnsdrab på piger, underernæring og brudebrændinger. Foredraget sætter fokus på de historiske, religiøse, kulturelle og sociale forhold, der præger kvindesynet i det indiske samfund. Hør historien om det uønskede køn, og hvad der bliver gjort for at forbedre piger og kvinders forhold. 
Tine Elisabeth Larsen, formand i Dansk-Indisk Børnehjælp
Ons. 07.10.20 kl. 13.30

En Nattergal kvidrer videre
Gennem historier helt tilbage fra dengang, hvor han øvede med sit band i laden mellem halmballerne i sit barndomshjem, fortæller entertaineren om sit liv og karriere med musikalske eksempler undervejs – fra musikalske tragedier på et trædeorgel til poetiske indslag på en ukulele. Hør fortællingen om de tre drengerøve, der blev til De Nattergale – om rollefordeling i trioen, personlig udvikling og en musisk mission.
Carsten Knudsen, multikunstner og entertainer
Ons. 21.10.20 kl. 13.30

Kaffe med Kurt
Oplev den garvede TV-mand fortælle ”krøllede” historier om sine oplevelser med almindelige mennesker og deres ualmindelige skæbner gennem en lang karriere. Glæd dig til et festligt og folkeligt foredrag fyldt med latter, varme og alvor, når journalisten beretter om sine uformelle møder med originaler, fantaster, skæve typer, almindelige mennesker og de mere kendte.
Kurt Leth, TV-journalist
Ons. 04.11.20 kl. 13.30

Et liv med Kina
Få indsigt i den store udvikling, Kina har gennemgået de sidste fire årtier – en transformation, som foredragsholderen har bevidnet. Med stor indlevelse beretter han om sine utrolige oplevelser gennem 37 år fra de fjerneste afkroge af Kina til landets største by, Shanghai. Foredraget giver et mere nuanceret blik på Kina end den sort-hvide og polariserede måde, Kina ofte fremstilles på i dag som konkurrent til Vesten.
Henrik Bjørn, antropolog og eventyrer
Ons. 18.11.20 kl. 13.30