Skip to content

Programkoordinator til foredrag og kulturarrangementer

Foredrag på Dokk1. FOF Aarhus.

Vi søger en engageret og initiativrig medarbejder til vores spændende kultur- og foredragsafdeling. Du vil få en central rolle i vores team og være ansvarlig for at planlægge og koordinere en bred vifte af foredrag og kulturarrangementer i samarbejde med dine dedikerede kollegaer. Har du stærke evner inden for koordinering og planlægning samt et skarpt øje for detaljer? Har du fingeren på pulsen og en god forståelse for aktuelle samfundstematikker? Så er dette job noget for dig!

Dine opgaver vil omfatte:

  • Planlægning og koordinering af foredrag og kulturarrangementer i tæt samarbejde med teamet.
  • Booking, udarbejdelse af kontrakter og administrativ håndtering af foredrag og kulturarrangementer.
  • Aktiv deltagelse i afviklingen af foredrag.
  • Samarbejde med kommunikationsafdelingen ang. PR, markedsføring og salg af foredrag, herunder opsøgende salg.
  • Fokus på kundetilfredshed. I FOF Aarhus prioriterer vi en god kundeoplevelse og stræber altid efter at yde vores bedste.

Det forventes at du:

  • Har erfaring med planlægning og koordinering af både store og små arrangementer.
  • Har en professionel tilgang til afviklingen af arrangementer med fokus på detaljer og høj kvalitet.
  • Har interesse for og indsigt i PR, salg og markedsføring.
  • Har evner til at forhandle med leverandører og foredragsholdere.
  • Er en fremragende holdspiller med gode samarbejdsevner, der også kan træffe beslutninger selvstændigt.
  • Er komfortabel med at håndtere kundehenvendelser og gør en indsats for at give kunden en god oplevelse.
  • Er administrativ stærk, da en stor del af jobbet indebærer indtastningsarbejde og oprettelse af kontrakter, budgetter og arrangementer i vores IT-system.

Arbejdstid:
Stillingen er 32 timer ugentligt, hvoraf 25 timer tilbringes i foredragsafdelingen, og en dag om ugen tilbringes i vores FOF Butik, hvor du skal stå til rådighed for vores kunder og besvare indgående opkald vedrørende alle aspekter af FOF Aarhus’ program.

Hvem er vi?
FOF Aarhus er en aftenskole, som tilbyder folkeoplysende voksenundervisning i Aarhus Kommune. Vi udbyder ca. 3000 kurser, foredrag og udflugter årligt og har omkring 600 kompetente undervisere, som deler ud af deres viden, passion og evner. FOF Aarhus er en del af FOF – Danmarks største udbyder af folkeoplysning med en bred vifte af undervisning og kulturelle arrangementer i mere end 82 kommuner. Folkeoplysning handler om livslang læring med det formål at blive klogere på sig selv, hinanden og verdenen. Vores kursister lærer af lyst og ikke af pligt og har mulighed for at gå i dybden med netop det, som de interesserer sig for.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte programkoordinator og teamleder Kia Bertelsen på tlf. 8731 4118.

Ansøgningsfristen er d. 22. maj 2024, og vi afholder samtaler i uge 22.

Forventet startdato er d. 1. august.

Er du interesseret i at blive en del af vores team, og tror du på betydningen af folkeoplysningen, så send din ansøgning og CV til hr@fof-aarhus.dk og mærk ansøgningen med ”Programkoordinator” i emnelinjen.

Vi ser frem til at høre fra dig!