Skip to content
Carlsberg | Foto Sandra Ganon | FOF Københavns Omegn

Carlsberg Byen – fra Jesuskirken til det nyeste byggeri

Alt skrider planmæssigt frem på Valby Bakke og Carlsberg Byen menes at være helt færdigbygget i 2024. Det er derfor tid til, at vi går nye veje i bydelen og finder nye perler. Turen henvender sig både til nye og tidligere deltagere.

Vi mødes ved Jesuskirken, som ligger et par hundrede meter fra Elefantporten. Den er opført af Carl Jacobsen og er stilmæssigt helt enestående i dansk sammenhæng. Herfra går vi forbi Carlsbergs nye hovedsæde samt Carls Villa og Glyptotek, inden vi bevæger os ind i selve Carlsberg Byen.

Vi ser nærmere på Det Grå Hus, Theodora Hus, Dahlerups Tårn og Carls Have, inden vi går videre til Fristrup Hus og Tuxens Tårn. Herfra lægger vi vejen forbi Scherfig Hus og det vellykkede område med triaden Bindesbøll, Heiberg og Rahbek Hus. Vi passerer Humlebyen, Krøyers Hus og Grønlunds Tårn og ved den gamle administrationsbygning drejer vi op igennem Humle Torv og Tapperitorvet og går forbi Bohrs Tårn til bryggerens gamle have. Her evaluerer vi Sjællands nye højdespringer, Pasteurs Tårn, der med sine 120 meter kun overgås af et enkelt tårn i Danmark.

Vi slutter turen behørigt af ved Æresboligen og Gamle Carlsberg, som ligger dér, hvor hele eventyret i sin tid tog sin begyndelse.

På denne opdaterede klassiker får Frederik Lindskov, billedkunstner og cand.mag. i filosofi og kunsthistorie historien, visionerne og de mange mursten til at gå op i en højere enhed.

Værd at vide:
Turen er 3-4 km og foregår i normalt gangtempo.

Varighed: 2 timer 15 minutter
Mødested: Jesuskirken.
Slutsted: J.C. Jacobsens Have (ca. 300 m fra start).

Information

Datoer

Dato Tid Sted Navn
1 Mandag 10.06.2024 17:00-19:00 Jesuskirken Frederik Lindskov
Frederik Lindskov | FOF Københavns Omegn
Turleder

Frederik Lindskov

Frederik er uddannet i kunsthistorie (2001) og filosofi (2009) fra Københavns Universitet. Han har siden 2003 forstået flere og forskelligartede undervisningsforløb. Han har været billedkunstlærer på Københavns Tekniske Skole og operaguide hos Dania Rejser, og er sidenhen blevet fast foredragsholder og omviser hos FOF og i privat regi. Frederik underviser i kunst, filosofi, arkitektur og innovation og er gennem årene kommet tættere på en forståelse af, hvad en god formidlingspræstation kræver: nemlig en idé, en drejebog, grundig forberedelse, gode og spændende præsentationer og et godt og smittende humør ved selve formidlingen.