Skip to content
Taghavnerne og Sydhavn Foto Sandra Gonon arkitekturbilleder.dk

Taghaverne og Sydhavn

Kom med på en unik byvandring i et af byens yngste kvarterer med kunsthistoriker og filosof Frederik Lindskov. Sydhavnen er udpeget til et af de nye markante områder, der er med til at tegne fremtidens hovedstad – og forvandlingen fra industrihavn til venlige kvarterer med kanaler og ny stjernearkitektur er allerede i fuld gang. 

Vi mødes på Dybbølsbro lige nedenfor Kaktus Towers. Herfra bevæger vi os op på det spektakulære, nye grønne tag »Bymilen«, der er vokset sammen med det nyåbnede City IKEA og hvorfra man kan se den nye Fjernbusterminal. Vi passerer Fisketorvet og Havneholmen og hører om Allerhuset, Bryggebroen, Gemini Residence og skulpturgruppen »En rigtig Dansk Familie«. Derpå går vi ud i det nye kvarter på Enghave Brygge hvorfra vi har frit udsyn til Henning Larsens nye grønne tårne »HavneBryggen Sirius« og Naboen »Havnevigen«.

Vi passerer H.C. Ørstedsværket og det ikoniske »Druknehus« fra 1923, hvor man efter sigende opbevarede druknede fra havnen. Huset er genopstået på havnekajen efter mange års fravær. Vi går til Teglholmen via med Cobes nye Alfred Nobels bro, der snor sig 90 meter lang henover Frederiksholmsløbet - med en næsten lige så lang bænk på midten. Vi passerer verdens bedste folkeskole af JJW Arkitekter, der ligger maritimt placeret i det navnkundige »Haveje« – direkte ned til et kunstigt anlagt kanalområde. Slutteligt går vi via det nye område »Teglværksbyen« til de flotte træpromenader ved Frederiks Brygge og slutter turen ved Vasbygade få hundrede meter fra hvor vi startede.

Samlet distance: Ca. 3,5 km. Turen afvikles i normalt gangtempo.
Mødested: Dybbølsbro under Kaktus Towers.

Information

Datoer

Dato Tid Sted Navn
1 Tirsdag 14.05.2024 13:00-15:00 Dybbølsbro under Frederik Lindskov
Frederik Lindskov | FOF Københavns Omegn
Turleder

Frederik Lindskov

Frederik er uddannet i kunsthistorie (2001) og filosofi (2009) fra Københavns Universitet. Han har siden 2003 forstået flere og forskelligartede undervisningsforløb. Han har været billedkunstlærer på Københavns Tekniske Skole og operaguide hos Dania Rejser, og er sidenhen blevet fast foredragsholder og omviser hos FOF og i privat regi. Frederik underviser i kunst, filosofi, arkitektur og innovation og er gennem årene kommet tættere på en forståelse af, hvad en god formidlingspræstation kræver: nemlig en idé, en drejebog, grundig forberedelse, gode og spændende præsentationer og et godt og smittende humør ved selve formidlingen.