Skip to content

Anja Friis

Anja Friis

Med angsten som kærlig livsledsager.

I årevis døjer Anja med angst og lavt selvværd, og det kulminerer i en depression som 28-årig. Det blev startskuddet for en udviklingsrejse fyldt med opdagelser, erkendelser og heling.
Anja giver et indblik i, hvordan hun igennem sin personlige udvikling har sluppet angsten og følelsen af at være forkert. Hun lærte, hvordan angsten var en kærlig livsledsager, der gjorde hende opmærksom på, når hun undertrykte sine følelser og behov, i forsøget på at passe ind. Angsten skulle ikke længere håndteres og mestres, men i stedet lyttes kærligt til. Hun er netop aktuel med bogen ”Når sindet slår knuder”, hvor hun tager læseren med på sin rejse – helt ind i terapirummet.
Det var efter en tur i parterapi, at hun opdagede, at angsten ikke var et monster, men en ven som forsøgte at fortælle hende vigtige ting. Det gjorde hende så nysgerrig, at hun startede på en psykoterapeutuddannelse og undersøgte angsten forfra og bagfra.
I sin nysgerrige søgen efter svar på de udfordringer, hun havde, fandt hun ud af, at der under angsten lå en stor skam – en følelse af at være forkert – og en perlerække af andre følelser. Skammen og det lave selvværd betød, at hun gang på gang undertrykte sine følelser og behov, i et forsøg på at passe ind.

Under dette foredrag Anja tage deltagerne med helt ind i terapirummet og vise, hvordan angsten gemmer på en perlerække af følelser og behov, herunder følelsen af at være forkert, samt sorg og vrede. Og hvordan man ved at mærke, rumme og acceptere følelserne, kan finde ind i essensen/værenskernen – en dyb tilstand af ro og kærlighed. Anjas personlige fortælling vil hun krydre med sin faglighed som psykoterapeut, og hun vil illustrere mine pointer med visuelle hjælpemidler, så det er letforståeligt for alle.

Om Anja Friis:

Anja Friis er oprindelig uddannet i folkesundhedsvidenskab fra Aarhus Universitet, men valgte en ny professionel bane i livet, og i dag er hun på sidste del af en psykoterapeutuddannelse. Hun er aktuel med bogen Når sindet slår knuder (2022), som har fået følgende omtale: ”En værdifuld perle af en bog! Så dyb, så vidende, så ærlig og autentisk. Bogen er skrevet fra et hjerte fyldt med lys og med en pen, som bærer erfaringens smerte. Bogen henvender sig bredt og forståeligt og vil bringe inspiration og håb for så mange mennesker, som kender til eller lever med angstens mange facetter og udtryk”.