Skip to content
FOF Sønderjylland Bål og motion

Bål og bevægelse

BEVÆGELSE OG FÆLLESSKAB I NATUREN

Dette hold udbydes i samarbejde med 60+ AKTIV Aabenraa og giver dig en unik mulighed for at afprøve forskellige bevægelsesformer og fællesskaber.

Over 5 mødegange introducerer vores dygtige undervisere dig til 5 forskellige bevægelsesformer i naturen - og der er plads til alle, uanset om du er nybegynder eller allerede har erfaring i de forskellige bevægelsesformer.

På holdet vil I lære hinanden at kende og efterfølgende er der rig mulighed for at vende dagens bevægelses- og naturoplevelser over den afsluttende kop bålkaffe. 

Programmet for hvert modul er:
Kl. 16.30 Velkomst og rolig start
Kl. 16.45 Undervisning i 60 min
Kl. 17.45 Bål og hygge
Kl. 18.15 På gensyn

Den gennemgående vært på alle 5 mødegange er Signe Juler Bøgesvang. Signe er fritidskonsulent i Aabenraa Kommune, hvor hun arbejder med indsatsen 60+Aktiv og er under uddannelse til Naturvejleder. Signe Bøgesvang byder alle velkommen og sørger for det sociale element omkring holdet. I vil lære hinanden at kende og få rig mulighed for at vende dagens bevægelses- og naturoplevelser over den afsluttende kop bålkaffe.

Mødestedet er Ensted Naturpark, Gammel Tinglevvej 25D, 6200 Aabenraa.

Modul 1 – Naturtræning
Underviser: Martin Odmand Jørgensen
Vi laver skånsomme øvelser, varieret mellem alene aktiviteter og parvist eller i grupper. Samtidigt er vi i naturen og vil inddrage sanserne, så man i højere grad vil nyde oplevelsen alene og sammen.
Træningen vil bestå af 5-8 aktiviteter med en kort gåtur ind imellem. Der er ikke behov for at tage andet med, end det man ville tage med til en gåtur i skoven.
Øvelserne er simple og lige til at gå til. Det handler grundlæggende om at få bevæget kroppens led og gerne på en måde, der giver energi og ikke gør, at man føler sig træt bagefter. 

Modul 2 – Kølletræning
Underviser: Martin Odmand Jørgensen
Vi træner med lette køller efter gamle indiske/persiske træningsprincipper. 
Det drejer sig om at få sving i bevægelserne, så man får trænet hænder og skuldre og ikke så meget om styrke, da køllerne kan varieres fra 0-2 kg. 2 kg lyder ikke af meget, men når man svinger dem 360 grader rundt i en hånd, så bliver bevægelsen hurtigt udfordrende, selv for de stærkeste.
Bevægelserne kræver lidt teknik, så vi starter stille op, og lærer det efterhånden som vi får mere og mere af kroppen med, så det ikke kun bliver overkroppen. Øvelserne kræver blot, at man kan stå op.
Datidens trækøller, som man i miniformat kender fra gymnastikken, er erstattet med plasthåndtag, opfundet af to gutter fra Sønderborg kommune, der også nåede i Løvernes hule med dem (Thierry Sanchez og Ron Bader). 

Modul 3 - Pilates i naturen
Underviser: Martin Odmand Jørgensen
Vi tager et tæppe/måtte med og laver et udpluk af det klassiske Pilates system, opbygget af Joseph Pilates. Alle øvelser kan gøres lettere og sværere efter behov og ikke med mange gentagelser, da kvaliteten af dem er bedre. 
Der vil være fokus på åndedrættet, kontrollen over musklerne i bevægelsen og stabiliteten. 

Modul 4 – Stavgang
Underviser: Martin Odmand Jørgensen
Gåtur med stave. Lær at bruge dem som støtte, men også som træningsredskab, så de i højere grad kan bruges til at få gang i hele kroppen 

Modul 5 – Udendørs senioryoga 
Underviser: Dorthe Kruse Bille
Udendørs senioryoga er et hold med fokus på åndedrætsøvelser i den friske luft bestående af stående bevægelser og øvelser, men både siddende og liggende øvelser og stillinger vil være en del af undervisningen.
Senioryoga er specielt velegnet til dig, der gerne vil dyrke yoga, men måske ikke længere får lige så meget ud af det på et traditionelt yogahold. Der vil derfor her blive taget hensyn til en aldrende krop og de skavanker, den med tiden kan få. Der er lagt op til en rolig og blid træning, hvor alle kan være med.
Den blide yogaform giver dig mulighed for at styrke, strække, smidiggøre og arbejde med krop og sind på en rolig måde.
Der er på dette udendørs yogahold særligt fokus på arbejdet med åndedræt, gang-åndedræt og stående stillinger, der forbedrer balanceevnen, rygsøjlen og hoften. Alle kroppens led vil blive rørt på en blid måde, og du kommer igennem hele kroppen. Der vil også være mulighed for siddende og liggende stillinger på yogamåtten.

Du behøver ikke medbringe andet end dig selv og praktisk tøj til lejligheden, vi skal nok sørge for det nødvendige udstyr.

Vi glæder os til at se dig!

 


Information

  • Dato 15.05.2024-12.06.2024
  • Adresse Aabenraa
  • Lokale Mødested tilgår

Datoer

Dato Tid Sted Navn
1 Onsdag 15.05.2024 16:30-18:15 Aabenraa Martin Odmand Jørgensen
2 Onsdag 22.05.2024 16:30-18:15 Aabenraa Martin Odmand Jørgensen
3 Onsdag 29.05.2024 16:30-18:15 Aabenraa Martin Odmand Jørgensen
Se alle Se færre

Signe, Martin og Dorthe

Signe Bøgesvang
Jeg byder alle velkomne og sørger for det sociale element omkring holdet. Jeg er fritidskonsulent i Aabenraa Kommune, hvor hun arbejder med indsatsen 60+Aktiv og er under uddannelse til Naturvejleder.

Martin Odmand Jørgensen
Jeg tror på, at den bedste træning sker, når man lytter til sin krop og følger dens naturlige bevægelsesmønstre. Det er vigtigt for mig at inspirere andre til at træne på en mere organisk og autentisk måde. Jeg tror på, at den bedste form for træning er den, der ikke kun styrker kroppen, men også sindet. Jeg stræber efter at skabe en træningsoplevelse, der er både givende og sjov for alle.

Dorthe Kruse Bille
Jeg er passioneret omkring at dele min viden om yoga og hjælpe mine elever med at finde indre ro og balance gennem deres praksis. Jeg tilbyder også privatundervisning og workshops for grupper. Yogadan står for dyb forbindelse med kroppen, sindet og sjælen gennem yoga.