
Hvad skal jeg lave, når jeg keder mig?
Selvom du sikkert har hørt, at det er sundt at kede sig, føles det sjældent sådan, især ikke når tiden går med endeløs scrolling. Hvis du er på udkig efter aktiviteter i Aarhus, så læs med her.
Ofte træffer vi de nemme valg, når vi keder os. Vi scroller, zapper eller vælger det, der kræver mindst muligt. Men hvad nu hvis du i stedet begyndte at træffe bevidste valg i din fritid?
At bruge din fritid på noget meningsfuldt kan give glæde og mere energi i hverdagen. Når du vælger aktiviteter, der inspirerer og motiverer dig, investerer du nemlig i dig selv.
Du har endelig fri fra studie, arbejde eller hvad end, der fylder i hverdagen. Og ja, det er fristende at smide sig på sofaen eller måske tage på den vante kaffedate med din ven.
Men hvad med at udfordre dig selv?
Det at træde et skridt ud i det ukendte kan nemlig være en stærk påmindelse om, at du kan langt mere, end du selv tror.
Hvornår lærte du sidst noget nyt? Måske var det, da du opdagede, at du ikke kan nynne, mens du holder dig for næsen (prøv selv!)?
Når vi lærer noget nyt, styrker vi hjernen, forbedrer hukommelsen, øger selvtilliden og mindsker kedsomhed. Derfor er det oplagt, at du sætter dig for at lære noget nyt, når rastløsheden melder sig.
Det behøver ikke nødvendigvis være stort og omfattende, så længe du bare er nysgerrig.
Hvad er kreativitet? Er det kun forbeholdt de strikkende, hæklende eller malende?
Kreativitet kan se ud på et utal af måder og er både for dem, der ikke har udfoldet sig kreativt siden billedkunst i folkeskolen og dem, der finder ro og glæde i at sysle med kreative projekter.
Sundhed er på alles læber. Longevity, digital detox, glutenfri, økologisk, ultraforarbejdede fødevarer. Og ja, listen kunne fortsættes i uendelighed.
Men sundhed behøver hverken være dyrt, fancy eller restriktivt.
Sundhed kan sagtens være sjovt og socialt, som dengang du gik til fodbold, gymnastik eller svømning med dine venner. Mange af os indstillede fritidsaktiviteterne, da ungdomslivet pludselig diskede op med fredagsøl og fritidsarbejde.
Men måske er tiden inde til at finde dem frem igen?
Hvis du sidder og keder dig eller mærker en rastløshed kan det være netop det, du mangler: en fast aktivitet i kalenderen. Noget, der bryder hverdagen og muligvis bliver ugens højdepunkt.
Hvis du tilbringer størstedelen af dine dage i Aarhus midtby, er naturen sandsynligvis en mangelvare. En sjælden luksus, som oftest prioriteres i de varme sommermåneder. Skanseparken, Rådhusparken og Universitetsparken bliver de åndehuller, vi søger midt i byens travlhed.
Alligevel behøver du ikke bevæge dig langt fra centrum, før asfalt og byliv afløses af skov og vand, så langt øjet rækker.
Men det kan være svært at komme afsted. Derfor afholder vi kurser i naturen, hvad end formålet er tai chi chuan, skovbadning eller kreativt nærvær.
I skrivende stund rummer Aarhus Kommune 373.388 indbyggere, der hver dag bevæger sig gennem byen på vej fra A til B. Når vi stopper op og rent faktisk møder hinanden, åbner der sig noget større. Vores perspektiver udvides, og byen føles pludselig mindre og mere hjemlig.
På vores kurser samler vi aarhusianerne i fællesskaber, hvor der er plads til både fordybelse og nye relationer.
Her handler det ikke om at nå videre til det næste, men om at stoppe op og være til stede sammen med andre.