Anmeldelse af foredrag

Anmeldelse af journalist og forfatter Peter Øvig Knudsens foredrag 'Min mor var besat'

Af tidligere FOF-anmelder Ida Lang Andersen

Elektrochok, depression og børn, der har det dårligt, var centrale emner i mandagens foredrag ved Peter Øvig Knudsen. Skønt de var baseret på egne erfaringer, var budskaberne stærke og forfriskende. Forfatteren var dog så optaget af at levere punkterne på sin agenda, at han først rigtigt åbnede op, da publikum blev inddraget.

Bogen – før og efter

I det interviewbaserede foredrag førte Dokk1’s kulturformidler, Daniel Boisen, forfatteren gennem bogens forløb: fra undfangelse af bogidéen til den klinisk svære depression, Peter fik efter arbejdet med sin mors journaler. Den depression som Peter hævder at have øget forståelsen for sin mors ageren – om end ikke i en sådan grad, at tilgivelse ligger lige om hjørnet.

Peter Øvigs dristighed kan vel beskrives som moderne. Ligesom Leonora Christine Skov og Thomas Korsgaard ruller han gardinerne fra i et særdeles tillukket barndomshjem og fortæller om forældre, der ikke udfylder den rolle, der er dem tiltænkt og forlangt. Han skyder en hvid pil efter den opfattelse, han selv voksede op med – nemlig at der ”i alle de andre huse på Guldbjergvej var normalt”.

Ærgerligt var det dog, at Peter i første halvdel af interviewet ikke gav en egentlig beskrivelse af den dæmon, han ellers så flittigt refererede til med ”I ved nok”-fraser. Det krævede spørgsmål fra publikum i anden halvdel, før vi rigtig blev lukket ind.

Tal med børnene og drop myterne

Peter pointerede især, hvor vigtigt det er, at vi er opmærksomme på børns trivsel. At vi tør se og stille spørgsmål, når et barn ikke har det godt. Han roste den udvikling børneopdragelsen har taget og udtrykte overbevisning om, at vi i dag skaber hele mennesker, der er i stand til at elske.

Derudover satte han ord på ligegyldigheden i den lette depression og smerten i den svære, udslettede myten om at kun svage mennesker bliver deprimeret og roste elektrochokbehandlingen for det, den er: nemlig en effektiv, rigtig og livsreddende behandling for nogle patienter. Forfriskende pointer, når man – som jeg – har været en del af den fordomsbefængte psykiatri.