
Med Svend Brinkmann
Af tidligere FOF-anmelder Stina Elsing
”Jeg kigger lige på uret igen, for jeg snakker og snakker,” siger Svend Brinkmann 50 minutter og tre slides inde i foredraget. Talepapiret har mest ligget til pynt på det lille bord, hvor computeren også står. Han selv derimod bevæger sig rundt på scenen og fortæller levende og ubundet, så man kan mærke hans begejstring for sit fag langt ned gennem stolerækkerne.
Hvis vi kunne tage piller mod sorg, ville vi så gøre det? Sorg er allerede på vej til at blive ’big business’, efter WHO i 2018 optog prolonged grief disorder på listen over diagnoser. Danmark følger formentlig snart efter med diagnosen: vedvarende sorglidelse. Sorg er et definerende træk ved mennesket, siger Svend Brinkmann. At den nu skal sygeliggøres, skyldes delvist, at den passer dårligt ind i tidens højhastighedssamfund, hvor vi hele tiden skal præstere, se fremad og komme videre. Sorgen er langsom. Han knipser med fingrene for at illustrere, at sorgen ikke bare forsvinder sådan. Og spørger man folk, om de ville være den foruden, så er svaret nej. Ingen vil ønske sorgen væk. For sorg er, hvad kærlighed bliver til, når dem, vi elsker, ikke er her længere.
Foredraget er en tour de sorg gennem forskellige tider og perspektiver: videnskabeligt, kunsthistorisk, antropologisk og filosofisk. Svend Brinkmann bevæger sig ubesværet ind og ud af emner og op og ned ad abstraktionsstigen. Komplekse begreber illustrerer han med personlige historier og anekdoter. For eksempel forklarer han den særlige menneskelige sans ’sansen for det konkrete’ gennem fortællingen om den mønt fra hans fødselsår, som hans bedstemor havde gemt for at give ham til hans konfirmation. De mange referencer spænder fra Heidegger over Peter Øvig til Netflix-serien Black Mirror, og Svend Brinkmann formår i mere end én forstand at gøre et tungt emne let. Aftenen kan til dels summeres op med et af hans egne ord: Sørgmunter.
