Mariannes musikeventyr - børnesange for to generationer

Hver tirsdag eftermiddag fyldes musiklokalerne på H.H. Seedorffs Stræde 7 med musik. Inde bag døren flyver fingrene hastigt hen over de sorte og hvide tangenter og udmønter sig i smukke musikalske toner. Klavererne ligner nærmest perler på en snor, når de står der på ræd og række, og imellem dem cirkulerer underviseren Steen Søgaard. Han har undervist i FOF Aarhus i hele 41 år og kender i sandhed det store strengeinstrument ind og ud. På en af klaverbænkene sidder Marianne Witting Bonde med et nodehæfte foran sig. Hun er 64 år, og ligesom Steen er dette langt fra hendes første møde med FOF Aarhus’ musiklokaler.

Ønsket om et musikalsk samvær

Mariannes rejse i FOF Aarhus startede for mange år tilbage og udsprang af et ønske om at skabe et musikalsk samvær med sine børn. Der var ikke langt fra tanke til handling, og en dag stod der pludselig et klaver hjemme i stuen – dog var tonerne ikke helt, som de skulle være. Derfor besluttede Marianne sig for at begynde til klaver, så hun kunne få styr på de grundlæggende musikalske teknikker. I musiklokalet blev hun smilende mødt af underviseren Steen, og snart kunne hun spille melodier som Mariehønen Evigglad og Se min kjole.

Også derhjemme kunne børnene lystigt synge med på de kendte sange, og før hun fik set sig om, havde også de mindste mod på at prøve kræfter med de mange tangenter: ”Børn lærer jo så hurtigt, og de lærte derfor fluks at spille de simple sange,” fortæller Marianne med et smil på læben og stolthed i stemmen.

Men som årene gik, og børnene voksede op, ebbede musikken langsomt ud. Interessen for musikken gled i baggrunden, og klaveret stod tavst tilbage og samlede støv.

Tilbage til musikken

Nu er Marianne dog igen at finde i musiklokalerne, og det skyldes særligt, at der er kommet børnebørn til. Det var ankomsten af fire børnebørn, der mindede Marianne om sin kærlighed til klaveret og musikken. Men da hun efter mange års pause igen fandt sig selv siddende på klaverbænken, ville toner og tangenter ikke helt passe sammen. ”Det er utroligt, hvor hurtigt man glemmer, hvad man har lært,” siger hun og ryster på hovedet. Der var derfor intet andet for end at tage tyren ved hornene og begynde til klaver endnu en gang.

Og da hun til sin store glæde så, at hendes tidligere underviser Steen stadig agerede som klaverlærer, var det næsten for godt til at være sandt. ”Jeg syntes, det var dejligt, at jeg igen kunne få Steen som underviser, for med ham vidste man, at kemien var der.” Genkendelsen var Marianne dog ikke ene om, for også Steen kunne kende sin tidligere elev. ”Jeg havde nu håbet, at han ikke kunne huske mig, nu hvor jeg skulle lære at spille helt forfra,” fortæller hun med et glimt i øjet. Skuffelsen var dog ingen steder at spore ved klaverlæreren, og nu er både Marianne og Steen igen at finde i musiklokalerne.