At undervise giver venner for livet

Tekst og foto: Jørgen Diswal

FOF Aarhus gjorde et kup, da det i 2001 lykkedes at engagere en særdeles kompetent og inspirerende personlighed til at undervise i italiensk.
Olivia Schmitt Jensen var lige blevet pensioneret fra jobbet som lektor i italiensk sprog ved Aarhus Universitet. Da FOF Aarhus spurgte hende, om hun kunne tænke sig at stå for den ’Italienske læsekreds’, sagde hun heldigvis ja tak.

Olivia fik præget sit romerske sind og temperament i 30’ernes Italien.
”Jeg er vokset op med den idé, at når man er født i Rom, er man den bedste i verden. At være vokset op i en fantastisk historisk by, så er man noget. Min barndom var skøn med søde forældre og dejlige søskende. Vi manglede ikke noget. Og i Rom skinnede solen altid.”

Kærlighedens vej

Alle veje fører til Rom, siger man, men for Olivia var det åbenbart bestemt, at hun skulle ud på en modsat vej, som førte mod Aarhus, dog med en lille forhistorie.
”Min far var i 1950 blevet lektor i København, og hele familien rykkede med. På universitetet traf jeg nogle søde unge mænd, og blandt dem var der især én: Jørgen Schmitt Jensen. Efter et års tid rejste min mor og vi børn hjem igen – og dermed punktum. I 1955 fik Jørgen et legat til at læse i Rom. Vi havde holdt kontakten, traf så atter hinanden, og begyndte at komme lidt sammen. På et tidspunkt sagde han: Vil du ikke komme til Danmark? Det gjorde jeg, og så blev vi gift i 1960.”

Undervisning med hele kroppen

”Kan du forestille dig Aarhus i 1960 sammenlignet med Rom?”
Det er med romersk tyngde, at Olivia stiller spørgsmålet. Den lille nye familie var endt i Aarhus i kraft af ægtefællens job på universitetet.
”Snart kom jeg selv i gang med at undervise i forskellige byer. Jeg tog rutebilen uden at kunne et eneste ord dansk. Undervisningen var i italiensk på italiensk. Og sjovt nok – det gik. Jeg gestikulerede og optrådte, som var jeg på scenen, for at kunne kommunikere med eleverne. Til mit held havde jeg en masse energi. Jeg er slet ikke den type, som bare sidder ved et kateder og mumler – det ville aldrig være gået. Heldigvis er jeg romer i mit sind. Tror jeg nok.”