
Læs Nannas praktikberetning fra FOF Aarhus' kommunikationsafdeling.
16. januar 2026
Jeg hedder Nanna og er 25 år. I skrivende stund er mit praktikophold hos FOF Aarhus ved at lakke mod enden. Praktikken har varet seks måneder og er den første af to på min uddannelse i Kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Selvom seks måneder kan lyde som lang tid, kan jeg med garanti sige, at tiden flyver afsted på FOF’s kontor på H.H. Seedorffs Stræde.
Jeg ved ikke med dig, men hvis du spørger mig, er første dag på et arbejde eller en uddannelse altid noget særligt – og måske især som praktikant, hvor uddannelsesbeviset endnu ikke er i hus. Da mit første praktikforløb allerede lå på tredje semester, føltes det næsten, som om jeg lige var begyndt på uddannelsen.
Alt dette blev dog hurtigt manet i jorden, da jeg begyndte i praktik hos FOF Aarhus. Jeg blev taget imod på den mest ordentlige og imødekommende måde med grundig oplæring og en varm velkomst fra hele kontoret. Det varede derfor ikke mange uger, før jeg i høj grad arbejdede selvstændigt.
I tæt samarbejde med kommunikationsteamet producerede jeg nyhedsbreve, lavede opslag til sociale medier, idéudviklede videokoncepter, opdaterede hjemmesiden og var ikke mindst med til at forny FOF’s brand.
Allerede inden praktikstart vidste jeg, at jeg sammen med resten af kommunikationsteamet skulle tage del i en større rebrandingproces. I løbet af min praktik skulle FOF nemlig overgå til et nyt hjemmesidesystem og samtidig lancere en opdateret visuel identitet. Det syntes jeg var enormt spændende, og jeg glædede mig til at få indblik i en så omfattende og gennemgribende proces.
Her fik jeg for alvor øjnene op for, hvor stor en organisation FOF er. I arbejdet med at skifte hjemmesidesystem skulle alt indhold flyttes, gennemgås og optimeres fra én platform til en anden. En proces, der krævede både overblik, struktur og en stor portion tålmodighed.
En vigtig del af et praktikophold er at blive klogere på, hvilke arbejdsopgaver, der særligt vækker ens interesse. Er det tekstproduktion? Videoredigering? SEO? Sociale medier? Fotografering? Alt dette og meget mere får du muligheden for at afprøve i praktik hos FOF Aarhus.
Efter et par måneder på kontoret kunne jeg mærke, at jeg havde lyst til at komme mere ud blandt kursister og undervisere. Det delte jeg med min praktikvejleder til et af vores månedlige statusmøder, og mit ønske blev mødt med stor lydhørhed. Kort efter samlede vi kommunikationsteamet til en snak, og der gik ikke mange dage, før jeg var ude at interviewe kursister og undervisere, tage billeder og video af dansehold, gravidkurser, skovbad, qigong og meget mere. Jeg oplevede i høj grad et team, der lyttede, var fleksibelt og tog mine ønsker seriøst.
Summa summarum… Som praktikant hos FOF Aarhus får du stensikkert en masse spændende og alsidige arbejdsopgaver og ikke mindst en masse søde og engagerede kollegaer. Derfor kan jeg kun varmt anbefale dig at søge praktik hos FOF Aarhus.
Se bare nogle af de skønne kursister og undervisere, som jeg har haft fornøjelsen af at møde for at interviewe og fotografere: