
FOF Aarhus
Politiker og præst Margrete Auken reflekterer over troens betydning for hendes liv og virke – først som præst, senere som folketingspolitiker og siden medlem af Europa-Parlamentet. Få et indblik i et liv, hvor troen både har båret og udfordret.
Da Margrete Auken trådte ind i Folketinget, måtte hun skrue drastisk ned for præstearbejdet. Kirkelige handlinger, mødet med mennesker i krise og sorg blev sjældne. Tilbage var kun en månedlig gudstjeneste samt et hold konfirmander, som hun siden også måtte slippe. Selv de salmer, hun plejede at synge på cykelturene og i bilen, forsvandt. Hun erfarede, hvor meget troen havde levet af at blive brugt og delt, men alligevel var den ikke væk. Hvordan lever troen videre, når dens daglige udtryk forsvinder?
I foredraget udfolder hun spørgsmål om ånd, kvindelighedens plads i det kristne gudsbillede og samspillet mellem tro og politik. Hvordan man kan leve og dø på vores store salmeskat, og om hvordan det kan lade sig gøre at være politisk rød, men samtidig holde konservativt fast ved gudstjenestens klassiske ritualer og salmer.
Med indsigt, humor og varme giver Margrete Auken et rigt indblik i et liv, hvor tro, hverdag og samfund mødes, og hvor troen stadig kan give overskud – selv når livet kræver det meste af os.
Margrete Auken er tidligere præst og politiker. Hun var medlem af Europa-Parlamentet for Socialistisk Folkeparti fra 2004 til 2024. Inden da var hun medlem af Folketinget fra 1979 til 1990 og igen fra 1994 til 2004.
Efter aftale med Margrete Auken går hendes honorar for arrangementet ubeskåret til Danmission samt Betlehems Venner, der samarbejder med de kristne i Palæstina.
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Se mere
Se mere