
TIRSDAG 8/9
FOF Aarhus
Mød Esben Dalgaard, en af landets modigste skuespillere og dedikeret familiefar, når han åbent deler sin kamp mod kræft og inspirerer med sin styrke og sårbarhed. Kom til foredrag på Dokk1 i Aarhus.
Med afsæt i sin egen livs-, og døds-, situation forsøger Esben Dalgaard, skuespiller, vært og forfatter, at blive klogere på døden. Denne aften stiller han spørgsmålet, om man ligefrem kan blive venner med døden – og om man bør.
Han erkender smertefuldt ærligt, at det livsomvæltende chok, hans yngste datter oplevede, da han fortalte hende om sin alvorlige diagnose, måske kunne have været mindre. Mindre, hvis han selv – og de som familie – havde været bedre til at tale om det eneste livsfaktum, vi med sikkerhed kender: at vi alle skal herfra en dag.
Esben Dalgaard har snydt døden et par gange og været tvunget til at tage et direkte favntag med den. Han har beskæftiget sig indgående med temaet gennem DR’s podcastserie Inden vi dør og tv-programmet Min sidste gave, og i 2024 er han blevet hædret med både Liv & Død-prisen og Kræftens Bekæmpelses Hæderspris.
Men for at forstå døden endnu dybere – og for at insistere på, at vi som danskere kan blive bedre rustet til samtalen om den – har han rejst ud for at hente viden hjem. Viden om andre måder at håndtere livets vrangside på. Rejsen har bragt ham rundt i Danmark samt til Mexico, Filippinerne og Japan.
Foredraget rummer derfor perspektiver fra filmede interviews med blandt andre tidligere formand for Etisk Råd Jacob Birkler, hospitalspræst på Rigshospitalet Lotte Mørk, hospicechef Winnie Poulsen og Flemming Madsen fra Livsceremonier. Derudover præsenterer han klip fra eksistentielle samtaler med mennesker fra de forskellige verdensdele, han har besøgt.
Danskerne har et akavet forhold til døden. Forskningen viser, at vi faktisk gerne vil tale om den – men at vi ikke ved hvordan.
Min ven døden? er et livsbekræftende og til tider humoristisk foredrag fyldt med åbne spørgsmål. For Esben er lige så klodset og famlende som alle andre.
Der gives ingen endegyldige svar – for hvem kan med hånden på hjertet sige, at de kender døden rigtigt?
Men når foredraget slutter, har vi sammen øvet sig. Øvet os i at blive lidt bedre til det, vi gerne vil – men ofte undgår. Nemlig at tale om døden.
Da Esben og hans kones yngste datter stillede ham dette spørgsmål den dag, han fortalte hende om sin sygdom, ville han ønske, han havde svaret anderledes.
Han ville ønske, de havde haft et sprog. Et fælles sprog. For så kunne svaret måske have lydt sådan her:
“Skal du dø, far?”
“Ja. Men først skal jeg leve.”
Esben Dalgaard er skuespiller, familiefar og en inspirerende stemme, der har valgt at møde livets største udfordringer med åbenhed og mod.
I sine ærlige og livsbekræftende foredrag fortæller han om sin kamp mod uhelbredelig kræft, om håb og kærlighed og om at finde mening i selv de mørkeste stunder. Esben formår at balancere alvor med humor og skabe et rum, hvor publikum både griner og bliver rørt. Hans budskab er klart: Livet kan være skrøbeligt, men det er også dyrebart, og hver dag rummer et valg om at leve.
Arrangør: FOF Aarhus i samarbejde med Dokk1.
Foto: Niels Krogh
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Se mere