
Onsdag 3/2
FOF Aarhus
Hvad kræver det egentlig at overleve alene i vildmarken? I FOF Aarhus kan du komme tæt på Niels Ulrik Dreschers oplevelser fra Alene i Vildmarken og høre, hvad mødet med naturens udfordringer kan lære os om at klare os selv.
I dette spændende og underholdende foredrag tager Niels publikum med bag kulisserne på sit eventyr i vildmarken. Han fortæller om livet langt væk fra hverdagens komfort, om at klare sig med begrænsede ressourcer og om de fysiske og mentale udfordringer, der opstår, når naturen sætter dagsordenen.
Selvom de færreste kommer til at tilbringe 40 dage alene i vildmarken, giver Niels' oplevelser et tankevækkende perspektiv på beredskab og selvhjulpenhed. Hvordan bevarer man roen, når omstændighederne ændrer sig? Hvordan træffer man gode beslutninger med få ressourcer? Og hvordan finder man styrken til at fortsætte, når udfordringerne hober sig op?
"Alle sanser bliver aktiveret. Jeg har rygsækken fyldt med konkrete tips og tricks samt spændende genstande fra vildmarken, som både lugter fælt og ser vilde ud. Med billeder og videoklip fra opholdet tager jeg publikum med på en sjov, lærerig og forhåbentlig inspirerende rejse," fortæller Niels.
Glæd dig til en oplevelse fuld af fascinerende fortællinger, praktiske overlevelsesteknikker og unikke indblik i livet alene i naturen.
Foredraget henvender sig til både børn og voksne. Der bliver mulighed for at stille spørgsmål undervejs og møde Niels efter foredraget.
Niels Ulrik Drescher imponerede mange seere i dette års tv-succes Alene i Vildmarken med sin evne til at klare sig alene i den barske finske natur. Eventyret gav ham mulighed for at drage ud og formidle sin passion for naturen til hele Danmark. Foruden at være selverklæret bonderøv, naturentusiast, stangfisker og undervandsjæger, er Niels medicinstuderende på Aarhus Universitet, og bor på en trelænget gård lidt uden for Aarhus.
Foredraget er en del af en foredragsrække i samarbejde med Naturhistorisk Museum. Derfor giver din foredragsbillet også adgang til Museets udstillinger på dagen for foredraget.
Nyd en varm kop kaffe og et stykke kage i museets hyggelige café inden foredraget. Du kan også nyde medbragt mad i havestuen eller den hyggelige museumshave under egetræets krone.
Tag med til fem særlige aftener på Naturhistorisk Museum, hvor aktuelle og vidende formidlere deler deres indsigt i naturens store sammenhænge, overraskende fænomener og fascinerende naturoplevelser.
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Se mere