
FOF Aarhus
Tag del i et hyggeligt og uformelt musikalsk rum, hvor becifringer og fed musik er i fokus.
Vi arbejder med at lytte til hinanden gennem musikalske faktorer som groove, dynamik og sound. Genremæssigt kommer vi vidt omkring og spiller alt fra rock/pop til soul, funk, blues, country, latin og reggae. Bl.a. kunne det være numre af Clapton, Mayer, Marley, Bee Gees og J. Taylor. Derudover arbejder vi med musikteori, rytme, harmoni og improvisation. Målet med kurset er, at du til en start kan spille sammen med andre i nemme sange, og gradvist vil også sværere sange være målet.
blive en del af et åbent og hyggeligt musikfællesskab.
få mulighed for at dygtiggøre dig på dit instrument sammen med andre.
opøve dit kendskab til og erfaring med rytme, harmoni og melodi.
Rytmisk sammenspil henvender sig til dig, der har sunget eller spillet et par år. Du har de basale færdigheder på dit instrument på plads og ønsker at opleve glæden ved at spille sammen med andre. Vi arbejder ikke med noder, men bruger becifringer. Spiller du fx klaver, skal du derfor kunne læse basale becifringer, og spiller du fx saxofon, skal du være indstillet på at lave dine egne "stemmer". Er du ikke så skarp til dette, er der dog hjælp at hente hos underviseren.
Der vil være 8-10 deltagere på holdet. Hvad angår instrumenter, findes der en del på skolen, hvor vi øver, men hvis du har dit eget instrument, må du meget gerne tage det med (med undtagelse af keys og drums).
Selvom der pt. er venteliste på alle hold, mangler der enkelte specifikke instrumenter:
Hold 414810: Sang
Hold 414811: Sang, klaver og guitar
Hold 414812: trommer
Alle hold er også altid åben for tilmelding af (flere) blæseinstrumenter og percussion. Hvis du spiller et at de nævnte instrumenter og ønsker at tilmelde dig et hold, kan du kontakte os på tlf. 8612 2955 eller ved at skrive til vores musikkoordinator Signe Lund Gravgaard på signe@fof-aarhus.dk.
Er du deltager på et af vores andre musikhold (instrument- eller sanghold), kan du få kr. 150,- i rabat. Husk dog selv at gøre opmærksom på dette ved tilmeldingen, da det ikke sker automatisk.
Kontakt underviseren eller FOF Aarhus, før du tilmelder dig, så vi sikrer os, at bandet får den rigtige instrumentsammensætning.
Skriv gerne under bemærkning ved tilmelding, hvilket instrument du spiller, eller om du er sanger.
Fotokopier af noder og eventuelle andre materialeudgifter er ikke inkluderet i prisen.
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Se mere
Se mere