
FOF Aarhus
Tag på slægtsforskningskursus i Aarhus og lær værktøjerne til at lave slægtsforskning via internettet.
På dette kursus får du en introduktion til internettets muligheder for slægtsforskere. Mange af de kilder, vi bruger til slægtsforskning, fx kirkebøger, er i dag digitaliserede og ligger tilgængeligt online for alle. Det har på nogen måder gjort det nemmere at være slægtsforsker, men samtidig også øget mængden af information, man skal finde vej igennem og sortere i.
Ved kursets start får du udleveret en linksamling (både i print og online) og en række centrale oversigter. I fællesskab dykker vi ned i nogle af de vigtigste sider, så du lærer forskellige veje og metoder til at søge efter slægtninge i kirkebøger, folketællinger, lægdsruller, skifter m.m.
Der vil især i starten være en del lærerstyret undervisning, hvor vi arbejder med udvalgte cases, som er gode til at vise, hvordan du kan finde frem til bestemte oplysninger, hvordan du skal forstå dem, og hvordan du kommer videre. Vi gennemgår nogle af de vigtigste søgekriterier og kigger også på de mange fejlgruber, der findes. Informationsmængden på nettet er nemlig så stor, at man let kan fare vild, hvis man ikke ved, hvordan man skal søge.
For at du kan få lidt praktisk erfaring og øvelse, vil der også være små opgaver undervejs, som skal løses enten på timen eller derhjemme.
Du lærer desuden slægtsprogrammer at kende, som kan hjælpe med at holde styr på de oplysninger, du har fundet. Her kigger vi på mulighederne i de gratis Windows-programmer Brothers Keeper og Legacy, som downloades på kurset.
Kendskab til slægtsforskning er ikke et krav, alle kan deltage.
Medbring din egen PC.
Vær opmærksom på, at du på dette kursus kun lærer at søge oplysninger i danske kilder.
Udgifter til undervisningsmaterialer er ikke inkluderet i prisen.
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Se mere
Se mere