
FOF Fjordlandet
Har du lyst til at blive rigtig god til at tegne? Eller drømmer du om at male smukke, professionelle malerier? Så kom og vær med!
Dette er et kreativt mix-hold, hvor vi ikke begrænser os til én teknik. Undervisningen er individuel, så du arbejder præcis med dét, du har lyst til – om det er tegning, akvarel, olie, akryl, pastelkridt eller farveblyanter. Du kan også frit skifte fra gang til gang, hvis du vil udforske forskellige udtryk.
Hvis du vil tegne
Vi arbejder efter Betty Edwards’ anerkendte tegnemetode – efter min erfaring den hurtigste og mest effektive måde at lære at tegne på. Metoden træner den kreative side af hjernen gennem øvelser som fx at tegne meget langsomt, tegne motiver på hovedet eller tegne luften omkring en stol i stedet for selve stolen.
Du får nye opgaver fra gang til gang, så du kommer hele vejen rundt om teknikkerne. Vi starter samme sted, men fortsætter i eget tempo, afhængigt af niveau.
Medbring:
Bløde blyanter (3B–8B) – én 3B og én 8B er nok
Viskelæder (gerne blyants- eller modellérviskelæder)
Tegnepapir eller kopipapir
En stub (papirblyant til at udtone farver)
Hvis du vil male
Her tager vi udgangspunkt i det maleri, du har lyst til at skabe. Jeg guider dig individuelt gennem hele processen og deler alle de teknikker og erfaringer, jeg har. Der vil være enkelte fælles oplæg, men hovedparten af tiden arbejder du med dit eget projekt – med min støtte og sparring undervejs.
Medbring:
Maling:
Har du kvalitetsmaling, er Winsor & Newton/Galleria, Amsterdam, Maimeri eller Golden gode valg
Tag ellers blot det med, du har
Gode basisfarver at købe: magenta (mørk pink), phthalo blå/mørk turkis (mørk cyan), citrongul, ultramarin (marineblå), hvid, sort
(Mørke farver giver de bedste blandingsmuligheder. Man kan altid lysne, men ikke mørkne med sort uden at ændre farven.)
Med disse seks farver kan du blande næsten alle andre – men du kan også supplere med ekstra farver for nemhedens skyld.
Derudover:
Lærreder
Palet (eller en almindelig tallerken)
Køkkenrulle
Vandglas
Pensler i forskellige størrelser (gerne bløde – fx fra Søstrene Grene)
Et motiv at male efter: Udskrevne billeder eller tegninger fungerer langt bedre end et foto på telefonen, som kan slukke undervejs
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Der er ingen hold tilgængelige lige nu.
Kig forbi igen senere – vi opdaterer løbende.
Se mere