
15. marts 2027
FOF Fyn-Fredericia
Tag med gennem Islands litteraturhistorie, fra middelalderens sagaer og rímur til nutidens forfattere, der lader gamle fortællinger leve videre.
Foredraget tager publikum med på en rejse gennem islandsk litteratur og standser ved både berømte værker og mindre kendte kapitler af litteraturhistorien. Vi begynder i middelalderen med de islandske sagaer, der regnes for Nordens vigtigste bidrag til verdenslitteraturen. I senmiddelalderen blev sagaerne gendigtet som såkaldte rímur, lange fortællende digte om helte og guder. Rímur var overordentlig populære gennem århundreder, men blev lagt for had af Islands romantiske digtere i 1800-tallet.
Næste stop er forfatteren Gunnar Gunnarsson, Halldór Laxness’ ældre samtidige, der boede i Danmark, skrev på dansk og i sin tid var en af Nordens mest populære forfattere. I dag er han faldet ud af litteraturhistorien i begge lande, ikke mindst på grund af sin position mellem dansk og islandsk litteratur.
Til sidst gøres der ophold ved nogle af Islands nyere litterære stemmer: Sigríður Hagalín Björnsdóttir, Kristín Ómarsdóttir, Fríða Ísberg og Eva Rún Snorradóttir, der var nomineret til Nordisk Råds litteraturpris i 2026. Flere af deres værker går på forskellig vis i dialog med Islands ældre litteratur og folketro og viser, hvordan gamle fortællinger og forestillinger fortsat lever og forandres i den islandske litteratur.
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Se mere