
FOF Fyn-Fredericia
Kom med på foredragsrække i Odense og få 8 morgenforedrag med stærke emner, tankevækkende fortællinger og godt selskab.
Velkommen i FOF's Kulturhøjskole i Odense, hvor du kan opleve en række tankevækkende og underholdende foredragsholdere i Marienlystcentret, Windelsvej 138, 5000 Odense C. Her er der godt med albuerum og gode parkeringsmuligheder.
Alle foredrag ligger på fredage kl. 09.30 - ca. 11.30. Dørene åbner kl. 09.00
Kulturhøjskolen er en samlet pakke, så der kan altså ikke købes billetter til de enkelte foredrag.
Ret til ændringer i programmet forbeholdes.
Inkluderet i prisen er:
Kaffe samt et rundstykke med smør og ost.
Værter på Kulturhøjskolen er:
Helge Pasfall, Kirsten Eis-Hansen og Musse Olesen.
Fredag den 25. september
"Mine op- og nedture"
Livet byder på op– og nedture for enhver! Få har imidlertid oplevet så store opture og så ekstreme nedture som Finn Nørbygaard. Alligevel kan mange genkende, at når man kommer på afstand af både op– og nedture, er det nedturene, der har givet den største selvindsigt. Gjort én klogere på sig selv og måske ovenikøbet bevirket, at man er blevet en bedre udgave af sig selv. Selvom Finn Nørbygaards historie rummer både større op– og nedture end det gennemsnitlige, vil mange kunne perspektivere til éns eget liv eller have Finns beretning in mente, hvis man står midt i en livskrise eller møder en.
Erindringsforedraget ”Mine op– og nedture … og hvad jeg lærte af det!” er beretningen om Finn Nørbygaards op– og nedture er fortællingen om Nørbygaards liv. Finn Nørbygaard har i den grad oplevet tilværelsens mange facetter. Det fortæller han ærligt, humoristisk og eftertænksomt om i foredraget. Det er beretningen om den bortadopterede Finns opvækst i Esbjerg over læreruddannelse og til mødet med Jacob Haugaard i 80’ernes kreative miljø i Aarhus. Det er også fortællingen om en tid, hvor Finn gik fra den ene succes til den anden: Shows i landets store kulturhuse, TV med eget sketch show samt medvirken i de ikoniske ”Squash” reklamefilm, film i landets biografer med et samlet billetsalg på over 850.000 og millioner, der tikkede ind på bankbogen.
Finn Nørbygaard har smagt succesens sødme, men han har også prøvet nedturen, da bøtten vendte. De 6-stjernede anmeldelser blev afløst af tæsk fra pressen i en sådan grad, at livet som showbizze blev sat på pause og blev erstattet af en uddannelse som psykoterapeut og foredragsholder. Og nå ja, så investerede han sine showbiz-penge i IT Factory og mistede rub og stub! I dag kigger Finn tilbage på et liv, hvor han har opdaget, at livskriser som eksistentiel angst, professionelt sammenbrud og økonomisk ruin kan være en velkommen invitation til, at man mister facaden og møder sig selv med ærlighed. Således har Finn flere gange oplevet, at der skal en livskrise til for at opleve at livsgnisten vender tilbage!
I Finn Nørbygaards foredrag er der både liv, gnist og almenmenneskelige erfaringer. Foredraget byder naturligvis også på masser af sjove anekdoter og finurlige historier fortalt i vanlig underspillet Finn Nørbygaard stil.
Fredag den 2. oktober
"Kina i det globale kaos"
Det aktuelle foredrag om stormagtskampen mellem USA og Kina – og om hverdagen, kultur og arbejdslivet for de 1,4 mia. kinesere.
USA's præsident Trump har udpeget Kina som hovedfjenden. Men det er faktisk Kina der i det globale kaos er blevet styrket i forholdet til USA og verden. For Kina har udnyttet Trumps svagheder til at opnå monopoler på vindmøller, solceller, elbiler og snart også kunstig intelligens, robotter og avancerede våben. Spørgsmålet er om vi skal være bange for Kina?
Hjemme i Kina er det andre emner der optager befolkningen. Boligmarkedet er stadig i alvorlig krise – og kineserne tør ikke forbruge, men sparer en tredjedel af lønnen op, fordi udgifter til uddannelse og sundhed let kan vælte familiebudgettet. Hør hvordan de unge klarer sig, kvinderne og de ældre. Mange spørger, er kineserne egentlig lykkelige?
Journalist Jan Larsen har i 20 år beskæftiget sig med Kina, heraf seks år som DR/TV-Avisens Kina korrespondent. Et foredrag med perspektiv, analyser og indblik til at forstå dagens Kina og befolkningen.
Fredag den 9. oktober
"Hverdagens centrifuge"
Service på moderne institutioner, spisning i forbifarten, fleksibelt arbejde og massive indkøb i de moderne indkøbskatedraler er ensbetydende med, at hverdagen udfoldes i et stadigt hurtigere tempo. Det er her man finder hverdagens centrifuge. Det hele kører så hurtigt, at der opstår et tomrum, der hvor fællesskaber egentlig udfoldes. Det er ensbetydende med, at hverdagen i praksis udfordrer det sociale, det religiøse og det demokratiske fællesskab.
Fredag den 23. oktober
"Film og fællesskab"
I en tid hvor verden larmer mere end nogensinde, insisterer Birgitte Weinberger på mørket, langsomheden og fællesskabet. Efter 17 år som leder af Odense International Film Festival – en Oscar- og BAFTA-kvalificerende festival – har hun nu kastet sin kærlighed fuldt og helt på Cafe biografen i Odense hvor hun er direktør og medejer.
Her arbejder hun med film som “slow news”, med biografsalen som et frirum og med fællesskabet som det tredje fælles, vi har brug for, når alting er på hovedet. For Birgitte handler film ikke bare om underholdning, men om mental wellness, nærvær og om at turde slukke for verden et øjeblik.
I dette foredrag deler hun sine erfaringer, sin forkærlighed for film – og sin insisteren på film og fællesskab.
Birgitte blev kåret til Årets Fynbo 2025
Fredag den 30. oktober
"Jagten på lykken?"
"Jeg bliver lykkelig, hvis jeg taber 10 kilo. Jeg bliver lykkelig, hvis jeg får børn. Jeg bliver lykkelig, hvis jeg får mit drømmejob." Listen kan være lang. Men hvad sker der egentlig, når drømmen går i opfyldelse? Når lykken ikke længere er et fatamorgana, men den oase, man har vandret mod og nu står foran. Man forventer varig lykke, men ofte forsvinder den hurtigt igen.
Måske har vi sammen skabt en monstrøs illusion om lykken – et kulturelt blændværk, som vi hovedløst jagter og kæmper for. Med udgangspunkt i sin bog "Jagten på Lykken" trykprøver Jacob Birkler tidens besættelse af lykke og afslører, hvorfor vores jagt ofte er forgæves. Selvom lykken virker indlysende sand, er det ikke nødvendigvis sikkert, at vi skal stræbe efter den – lige så lidt som vi heller ikke stræber efter foråret, selvom vi nyder dets komme. Måske erfarer vi lykken bedst, når vi holder op med at lede efter den. I stedet kan vi fokusere på livet med alt dets bøvl og besvær og lade lykken dukke op undervejs.
Gennem hverdagsnære eksempler udforsker Jacob Birkler i dette foredrag flere centrale spørgsmål: Er lykken en aktivitet eller en tilstand? Kommer den udefra eller indefra? Er lykken et mål i sig selv, eller fungerer den bedre som et middel? Og hvordan hænger lykke sammen med alder, køn, penge, personlighed og relationer?
Fredag den 6. november
"Grønland i fortid, nutid og fremtid"
Hvordan har Grønland udviklet sig fra kolonitid til selvstyre, og hvad bringer fremtiden?
I dette foredrag dykker Helene Brochmann ned i Grønlands geografi, historie og politiske udvikling.
Hun belyser, hvordan landet har navigeret i skiftet fra traditionelt fangersamfund til moderne byliv, og hvad dette har betydet for både grønlandske og danske relationer.
Kolonihistorien og dens eftervirkninger, hjemmestyrets indførelse i 1979 og overgangen til selvstyre i 2009 bliver sat i perspektiv.
Hvordan ser Grønlands fremtid ud i lyset af klimaforandringer, råstofudvinding og USA's interesse?
Med både faglig viden, fotografier og personlige anekdoter bringer Helene Brochmann Grønlands fortid og fremtid tættere på sit publikum.
Fredag den 20. november
"Odense, kend dine kvinder"
Hvem var Ester Skriver?
Det spørgsmål forsøger bogen, Odense kend dine kvinder, at besvare. Bogen rummer 38 kvindebiografier – heriblandt historien om gymnastikpædagogen Ester Skriver, der på sin egen måde har sat sit aftryk på Odense. "Vi har ikke tradition for at hylde kvinder. Det er sket med en bog om kvinder, der har sat et aftryk i Odense. De får nu den plads i Odenses historie, som de fortjener, Bogens redaktør, stadsarkivar fortæller om bogen og nogle af de kvinder, der er omtalt i bogen. Det er udover Ester Skriver blandt andet Oluffa Brandt, Dronning Christine og Mor Karla.
Fredag den 4. december
"Fællessang & og Nordisk Tone"
En formiddag med en god blanding af velkendte fællessange, såvel af ældre som nyere dato, samt musikalske indslag i det nordiske tonesprog.
Højskoleforstander Helge Andersen Lund og organist Karin Vium Jensen, kæder sange og musik sammen i et program spændende fra Carl Nielsen over Bent Fabricius Bjerre til Marianne Søgaard. Tonerne klinger fra saxofon, harmonika og klaver i spændingsfeltet mellem klassisk, jazz og folkemusik.
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Se mere
Se mere