
Velkommen i FOF’s Kulturhøjskole i Svendborg, hvor du kan opleve en række tankevækkende og underholdende foredragsholdere på Færgegården, Færgevej 13, 5700 Svendborg.
Alle foredrag ligger på fredage kl. 09.30 – ca. 12.00, og der er gratis kaffe, te og vand.
Kulturhøjskolen er en samlet pakke, så der kan altså ikke købes billetter til de enkelte foredrag.
Ret til ændringer i programmet forbeholdes.
Inkluderet i prisen er:
Kaffe, te og vand.
Fredag den 6. marts
"Når beredskabet kaldes ud – indsigt fra frontlinjen på Sydfyn"
Hvordan står det egentlig til med beredskabet på Sydfyn? Hvilke udfordringer giver de stadigt voldsommere vejrhændelser – og hvordan forbereder vi os bedst på fremtidens klima?
Beredskabsdirektør Søren Ipsen fra Beredskab Fyn giver et spændende og lærerigt indblik i det lokale beredskabs arbejde – både når stormene raser, og når hverdagen kalder på forebyggelse, planlægning og samarbejde på tværs af myndigheder, kommuner og frivillige.
Oplægget vil indeholde en præsentation af Beredskab Fyn og en række aktuelle temaer, herunder klimaberedskab og civilbeskyttelse set i lyset af det aktuelle trusselsbillede.
Med konkrete eksempler fra virkeligheden sætter Søren Ipsen fokus på, hvordan beredskabet håndterer udfordringerne i et område som Sydfyn, hvor natur, infrastruktur og kystnærhed spiller en stor rolle.
Et aktuelt og nærværende foredrag for alle, der interesserer sig for lokale forhold, klimaudfordringer og det fællesskab, der skal til, når uheldet er ude.
Fredag den 13. marts
“Hyben gennem tiden - fra lægeplante til moderne superfood”
Bliv klogere på vores nordiske superfood – hyben – og dens rolle som mad og medicin i forskellige kulturer verden over. Kogebogsforfatter Ditte Lustrup dykker ned i hybens historie, samt dens unikke indhold af sundhedsgavnlige stoffer og præsenterer ny forskning om frugtens medicinske egenskaber. Kan hyben forebygge forkølelse eller lindre gigtsmerter – og hvad brugte indianerne hyben til? Du får svarene, når Ditte deler ud af sin store viden. Hun viser også, hvordan hyben kan bruges langt ud over marmelade og saft – og giver tips til plukning, udkerning og brug af både kerner og rosenblade i mad og skønhedspleje. Der afsluttes med smagsprøver på hybens kulinariske muligheder.
Ditte har en bachelor i Ernæring og Sundhed og er forfatter til Hyben – en vitaminbombe fyldt med smag og næring (2019). Hun bidrog også til den videnskabelige bog Medicinal Plants (2022) og brænder for grøn livsstil og plantebaseret mad, som hun deler på sin blog Hybenliv.dk.
Fredag den 27. marts
"Turismen på Sydfyn - udvikling, perspektiver og passion"
Sydfyn er et af Danmarks mest eftertragtede rejsemål – med øhav, havnebyer og natur, der tiltrækker både danske og internationale gæster. Men hvordan arbejder man egentlig med at udvikle turismen i et område som Sydfyn? Og hvad skal der til for at skabe oplevelser, der både gavner lokalsamfundet og tiltrækker besøgende året rundt?
I dette foredrag tager Turist- og Eventchef Søren Brønserud publikum med bag kulisserne i det sydfynske turisme- og eventarbejde. Han fortæller om de mange samarbejder mellem erhverv, kultur og frivillige kræfter – og om de strategiske valg, der former turismens fremtid i området.
Et aktuelt og inspirerende indblik i en branche i bevægelse – og i arbejdet med at fastholde og udvikle Sydfyn som et levende og attraktivt sted at bo, arbejde og besøge.
Fredag den 10. april
"Med blindestok på Kilimanjaro"
Hvordan bestiger man Afrikas højeste bjerg, når man kun har 10% syn tilbage?
Det ved 29-årige Marlene Jørgensen alt om. Hun har stået på toppen af Kilimanjaro – 5.895 meter over havets overflade – med tårer i øjnene, kulde i fingrene og en ubeskrivelig følelse af sejr i kroppen.
Som hun selv siger: ”At miste synssansen skal ikke sætte en stopper for at kunne leve og nyde et fantastisk liv”. Derfor valgte hun bl.a. at udfordre sig selv og sin krop med en tur næsten 6 km op i himlen. For hende behøver udsigten ikke at ses – den kan så meget andet. Det blev ikke bare en ekspedition, men også en fysisk udfordring af de helt store.
I dette foredrag fortæller Marlene om sin rejse – både den fysiske opstigning og den mentale kamp, det kræver at overvinde frygten for at miste synet helt. Hun lever med et alvorligt synshandicap, men nægter at lade det begrænse sine drømme.
Med ærlighed, humor og varme deler Marlene sine oplevelser fra verden, hvor hun bruger både høresans og intuition til at navigere i nye omgivelser. Hun fortæller om den hvide blindestok, om tillid, hjælpsomhed og om at turde tage chancer – også når man ser verden gennem et meget begrænset synsfelt.
Et møde med Marlene er en påmindelse om, at mod ikke handler om at være frygtløs, men om at handle på trods af frygten. Et foredrag fyldt med håb, inspiration og perspektiv på, hvad det egentlig vil sige at se verden.
Fredag den 17. april
"Sange fra badeværelset "
Tag med, når operasanger Jesper Buhl og pianist Ida Hovalt Jensen inviterer til en musikalsk stund fyldt med varme, humor og fællessang.
Foredraget “Sange fra badeværelset” tager afsæt i Jespers barndom, hvor sangglæden allerede dengang udfoldede sig i badeværelsets gode akustik. Herfra går rejsen videre gennem et sprudlende musikalsk univers med alt fra Elvis og danske evergreens til opera, musicals og Giro 413-favoritter.
Undervejs deler Jesper små anekdoter og historier fra et liv i musikkens tjeneste – med både selvironi, indsigt og glimt i øjet. Publikum bliver også inviteret til at synge med på udvalgte sange, så der er garanti for fællesskab og god stemning.
Ved klaveret sidder Ida Hovalt Jensen, uddannet klassisk pianist og organist ved Sanderum Kirke, som med smittende musikalitet binder det hele sammen.
En formiddag med grin, sang og gode historier – lige til at gå hjem og nynne videre på.
Læs mere