
FOF Fyn-Fredericia
Find ro i kroppen og skab kontakt til nervesystemet gennem TRE og Fokusering. Et blidt introforløb med øvelser til at løsne stress, spændinger og uro.
Effektive metoder mod stress, spændinger og uro
TRE og Fokusering – find ro i krop og nervesystem
I dette introforløb over to gange lærer du TRE – spændings- og stressforløsende øvelser – samt elementer fra Fokusering. Du får både en introduktion til teorien bag metoderne og redskaber til, hvordan øvelserne kan bruges hjemme efter forløbet.
Både TRE og Fokusering anvendes verden over og hjælper mennesker med uro, tankemylder, stress, traumer og muskelspændinger til at lande i kroppen og mærke sig selv. Evnen til at mærke sig selv hænger tæt sammen med handlekraft, trivsel og følelsen af retning i livet.
Hvad er TRE?
TRE står for Tension & Trauma Releasing Exercises og består af syv enkle øvelser, der blidt hjælper kroppen med at løsne dybtliggende stress, spændinger og traumer. Øvelserne kan tilpasses forskellige kroppe og aktiverer kroppens naturlige refleks til at ryste og vibrere. Det hjælper med at afspænde nervesystemet og skabe bedre kontakt til kroppen.
Du bliver guidet trygt gennem øvelserne i et rum, hvor der er plads til både grin, ro og følelser undervejs. Nogle oplever øget kropskontakt, mens andre mærker følelser komme til overfladen. I den afsluttende, rygliggende øvelse gives der individuel guidning.
TRE er udviklet af amerikaneren David Berceli (Ph.d.), som ønskede at skabe et effektivt selvhjælpssystem. Metoden bruges i dag af mennesker over hele verden.
Psykisk sårbare anbefales at afprøve øvelserne i en individuel session med en TRE-udøver først, for at vurdere om deltagelse på et hold er det rette.
Hvad er Fokusering?
Fokusering er en guidet metode, der hjælper dig med blidt at lande i kroppen og mærke dine indre signaler. Her arbejdes der med at mærke, lytte til og være nysgerrig på den såkaldte “følte fornemmelse”.
Undervisningen foregår både som fælles guidning i gruppen og gennem øvelser to og to.
Metoden er udviklet af Eugene Gendlin (ph.d. i filosofi og psykologi) på baggrund af omfattende forskning. Han opdagede, at mennesker, som havde størst udbytte af terapeutiske samtaler, var særligt gode til at tune ind på deres indre kropslige oplevelse. Det blev grundlaget for udviklingen af Fokusering.
Praktisk information
Der vil være en kaffepause halvvejs i undervisningen. Der findes måtter og tæpper i lokalet.
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Se mere
Se mere