
FOF Københavns Omegn
Tag med på en guidet tur med letbanen langs Ring 3 og oplev arkitektur, byudvikling og nye byområder i København og omegn.
Efter 10 års ventetid og en anlægspris på ca. 10 mia. kr. er den fulde strækning af Københavns nye letbane nu åbnet. På denne guidede tur med letbanen får du en unik oplevelse af den 28 km lange strækning langs Ring 3, hvor 29 stationer forbinder otte kommuner og skaber en ny pulsåre i Storkøbenhavn.
Denne letbane tur i København giver indblik i, hvordan letbanen allerede fungerer som katalysator for byudvikling, nye arbejdspladser, boliger og moderne arkitektur. Planlægningen begyndte i 2011, og i dag er forandringerne tydelige langs hele ruten.
Rejsen med letbanen fra Ishøj i syd til Lyngby i nord er en særlig oplevelse. Her er ro, ingen trafikpropper og mulighed for at nyde udsigten, mens landskab og byrum glider forbi. Undervejs krydser vi Fingerplanens “fem fingre” – de karakteristiske bybånd, der forbinder København med blandt andet Køge, Roskilde og Hillerød.
Vi mødes ved Ishøj Station ved Jeppe Heins dansende lygtepæle, hvor vi hører om områdets historie og Arken Walk. På turen står vi af ved udvalgte stationer og oplever forskellige nedslag i byudviklingen:
Ishøj Strand med Køge Bugt Strandpark og nyt kunstværk af kunstnerkollektivet YEARS
Vejlegårdsparken i Vallensbæk – et nyt lokalt knudepunkt med renoverede byrum
Glostrup Hospital – et ikon inden for dansk arkitektur fra 1950’erne, nu udvidet med Bodils Have
Herlev Hospital med udsmykning af Poul Gernes
Vestskoven, Herstedhøjene og de grønne landskaber langs ruten
Gladsaxe og Lyngby rådhuse
DTU ved Origo med Nils Koppels arkitektur og det nye forskningsområde omkring DTU Aqua
Denne guidede tur i Storkøbenhavn kombinerer transportoplevelse med arkitektur og byudvikling og giver dig et unikt perspektiv på, hvordan byen udvikler sig langs letbanen.
Letbanen er skabt til at være nem: let at rejse med, let at skifte til og let at være i. Med hyppige afgange og god sammenhæng til bus, tog og cykel er det en moderne transportform, hvor komfort og oplevelse går hånd i hånd.
Velkommen til en oplevelse med letbanen – en guidet tur gennem nye byområder, arkitektur og landskaber i København og omegn.
Start: Ishøj
Slut: Lundtofte
Undervejs: Vi står af på 5–7 stationer
Praktisk: Husk rejseapp – tjek ind ved start og tjek ud ved slut
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Se mere
Se mere