
FOF Københavns Omegn
Mandagshøjskolen byder på inspirerende foredrag i København, hvor vi udforsker alt fra litteratur og historie til videnskab, ekspeditioner og menneskets grænser. En sæson fyldt med nysgerrighed, viden og nye perspektiver på verden.
Mandagshøjskolen 2026/27 åbner døren til en ny sæson med nysgerrighed som fælles drivkraft – fra litteraturens mørke sind og universets ukendte planeter til menneskets grænser i Antarktis og Etiopiens stammefolk. Her mødes videnskab, kunst, historie og personlige rejser i fortællinger, der både udfordrer og udvider vores blik på verden. Velkommen til en sæson, hvor vi bliver klogere – og måske en lille smule mere forundrede – over alt det, vi endnu ikke forstår.
Mandag den 19/10-26
Vanvid i litteraturen
Hvordan er vanvid blevet skildret i litteraturen gennem tiderne – som fantasi, sammenbrud og erkendelse? Rachel dykker ned i værker som Kong Lear, Jane Eyre, Det gule tapet og Mrs. Dalloway – og i sit eget forfatterskab. Et foredrag om mørke sind, sårbarhed og spørgsmålet: kan litteraturen både beskytte os – og få os til at vakle?
Rachel Röst, social entreprenør og forfatter
Mandag den 2/11-26
Exoplaneter - jagten på liv i rummet
Siden 1995 har vi fundet planeter, der kredser om andre stjerner end Solen – såkaldte exoplaneter. Vi kender i dag omkring 8000 exoplaneter, og vi opdager hele tiden flere. I foredraget vil Michael fortælle om, hvordan vi finder exoplaneter og studerer deres egenskaber – ikke mindst med fokus på at finde tegn på om nogle af exoplaneterne derude er hjemsted for liv i en eller anden form.
Michael Linden-Vørnle, astrofysiker (ph.d.) og chefkonsulent
Mandag den 23/11-26
Pingviner og pionerer – iskold kappestrid i Antarktis
Jan tager dig med fra Ushuaia over Falklandsøerne og South Georgia til Antarktis og den sydlige polarcirkel. Et personligt eventyr om storme, skibbrud og viljen til at krydse verdens mest ubarmhjertige hav.
Jan Tvernø, eventyrer og forfatter
Mandag den 7/12-26
Kender du typen? Portrættets historie
Et portræt er en repræsentation af en bestemt person. Det fortæller om modellens status, magt, vigtighed, bedrifter, dyder, smag, lærdom, personlighed, temperament, sindstilstand og atter andre indre og ydre kvaliteter. Kom med på opdagelse i kunstens overflødighedshorn af portrætter. Vi skal se portrætter, der er vellignende, abstraherede, idealiserede og karikerede. Buster og helfigursportætter. Portrætter i profil og en face. Fra renæssancen og frem til i dag.
Mathilde Teglgaard Nielsen, Cand.mag. i medievidenskab og kunsthistorie
Mandag den 11/1-27
Det store ’hvad nu hvis?’
Kontrafaktisk historiefortælling er hvad-nu-hvis-fortællinger. De øjeblikke i historien, hvor den forgrener sig – hvor det ku være gået helt, helt anderledes. Og historien er fuld af disse øjeblikke. Foredraget vil tage en tur gennem nogle af de vildeste og vigtigste.
Simon Ankjærgaard, journalist, forfatter og historiker
Mandag den 18/1-27
Stammer i Etiopien
Tag med til det sydlige Etiopien, hvor Ebola-udbrud og et dramatisk roadtrip sætter scenen for en rejse dybt ind i Omo Valley. Mød Hamer, Karo, Nyangatom, Omorate og Mursi – stammer med stærke traditioner, farverige ritualer og livsformer langt fra vores egen. Et personligt foredrag med vilde kulturmøder, overraskende ritualer og historier, der både fascinerer, udfordrer og bliver siddende længe efter.
Lars Skovbæk, MBA og iværksætter
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Se mere
Se mere