Skip to content

Koncert med udgangspunkt i den nordiske natur

Af FOF-anmelder Hedwig Kamphof, lektor ved VIA sygeplejerskeuddannelsen

 

En rejse over land, gennem vand og gennem luft

At have mulighed for at komme ud at rejse har i den seneste tid været meget begrænset, og derfor var det rart at drømme sig lidt væk gennem aftenens koncert.
Projektet ”Rejsen gennem den nordiske natur” startede i 2016, da musikgruppen Sirius henvendte sig til forskellige komponister i Norden, og bad dem om at komponere et stykke musik, der repræsenterer den natur, de kommer fra. Dette resulterede så i en musikforestilling med fem musikere, der fortolkede komponisternes musik med et instrument fra hver instrumentgruppe: klaver, kontrabas, slagtøj, trompet og saxofon.

 

Komponisternes historier og inspirationskilder

Hvert musikstykke blev introduceret på film af de seks komponister. For at komme i den rette stemning blev der vist billeder af den natur, der kendetegner komponisternes lande.
Komponisternes inspiration var således: ”skyerne” (Atli Petersen, Færøerne), ”bølger” (Isac Broman, Sverige), ”havbilleder” (Lars Karsson, Åland), ”sandet” (Phuridur Jónsdottir, Island), ”stilleben med dansk natur” (Mette Nielsen, Danmark) og ”vejrets sjæl” (Arnannquaq Gerstrøm, Grønland).
Det blev meget tydeligt under koncerten, hvor alsidig den nordiske natur er. I hvert stykke var der et eller to instrumenter i forgrunden, som var med til at skildre atmosfæren. Det gjorde, at musikstykkerne var meget forskellige fra hinanden, og publikum havde god mulighed for at lade sig føre med på rejsen gennem den nordiske natur.

 

Symbolske fortolkninger

Den danske komponist Mette Nielsen fortolkede ”danskhed” som 12 stilleben. Mens ensemblet spillede 12 kendte sange fra højskolesangbogen, var ”instrumenterne”, som publikum blev præsenteret for, blandt andet en Tuborg øl, en rød postkasse, et skib i en flaske, en julegris, en faxe kondi dåse, en Kähler vase og en hoptimist. Publikummet smilede genkendende, hver gang et nyt symbol kom op af tasken. Da jeg selv er fra Holland, var det sjovt at opleve denne fortolkning af danskhed.
Koncerten sluttede med Grønlands trommedans og sang under temaet ”livets cyklus”. Trommen repræsenterer både cirkler, solen, månen og livets cyklus, og dette gjorde musikforestillingen fuldendt.

 

 

 

 

Foredrag: En rejse gennem den nordiske natur - Ensemble Sirius
Tid: den 11. september 2020, klokken 19
Sted: Naturhistorisk Museum i Aarhus
Arrangør: FOF Aarhus

 

Anmelder ved FOF Aarhus' Anmelderkorps, Hedwig Kamphof

Om foredragets anmelder

Jeg hedder Hedwig Kamphof og er underviser på sygeplejerskeuddannelsen i Horsens. I min fritid besøger jeg gerne forskellige kulturelle aktiviteter og har i mange år været kursist hos FOF. Da jeg gerne vil være involveret i det kulturelle liv i Aarhus på en ny måde og udvide min horisont, tilmeldte jeg mig derfor anmelderkorpset.