Skip to content

Anmeldelse

Foredrag med Ove Pedersen - "Kommissæren"

En uhyre spændende karriere

Af Didde Hauch

 

Ren CSI Miami

Eller hvad? Ove Pedersen starter aftenen ud med – efter lidt tekniske vanskeligheder – at vise introen til tv-programmet CSI Miami. Efter mere end 40 år i politiet må Ove Pedersen dog afsløre, at livet i politiet i virkeligheden er noget ganske andet end biljagter på Strandvejen, nærdødsoplevelser og hurtige opklaringer. Men ikke desto mindre stadig uhyre spændende.

 

Fra en lidt for spinkel motorcykelbetjent til en hærdet efterforskningsleder

Da Ove Pedersen begyndte sin karriere i politiet, var det med udsigten til at blive motorcykelbetjent. En lidt for vindfølsom statur gjorde dog, at Ove hurtigt fandt over til afdelingen for personfarlig kriminalitet på Vesterbro i København. Dette blev starten på et hæsblæsende arbejdsliv, der undervejs placerede Ove midt i efterforskningen af bl.a. det berømte mord på Femøren, drabet på rockerpræsidenten Makrellen og ulykken på Roskilde Festival i 2000.

 

Opskrift på en opklaring

Hvad skal du bruge for at kunne opklare en af danmarkshistoriens værste drabssager? Svaret er: en tandlæge, en pose sand og Ove Pedersen som håndmodel i dagspressen. Føj dertil mange timers stemmen dørklokker, tusindvis af indsamlede fingeraftryk og anholdelsen af ét styks morder. Således forløb efterforskningen og endeligt opklaringen af det berygtede mord på to drenge på Femøren i 1984, som blev fortalt til de nysgerrige tilhørere, der sultent lappede alle de makabre detaljer i sig i salen på DOKK1.

 

Do’s and dont’s: tips til den aspirerende morder

Foruden fortællingen om sit eget virke som politikommissær og efterforskningsleder, så blev også konkrete sager draget frem og gennemgået. Dette indebar bl.a. en del rekvisitter og gode råd om, hvordan man i hvert fald ikke skal bære sig ad, hvis man gerne vil slippe af sted med mord.

 

Foredraget med Ove Pedersen kom efter en lidt vanskelig start godt i vej, og det var tydeligt, at salen lyttede intenst til den pensionerede kommissær. Krydret med vittige bemærkninger og ikke tidligere kendte detaljer fra efterforskningen, formåede Ove Pedersen at få 2 timers foredrag til at passere på ingen tid. Bestemt værd at høre - og skulle man have appetit på flere gruopvækkende sager, så har Ove Pedersen også udgivet en bog. Den har undertegnede allerede reserveret på biblioteket.

 

Foredrag: Kommissæren v/ Ove Pedersen
Tid: torsdag d. 16. september 2021, kl. 19.00
Sted: DOKK1, Aarhus
Arrangør: FOF Aarhus i samarbejde med DOKK1

 

 

 

Billede af FOF Aarhus anmelder Ditte Hauch

Om foredragets anmelder

Til dagligt arbejder jeg ved Dansk Center for Mindfulness, mens jeg i min fritid konkurrerer i styrkeløft og træner nogle seje u13 drenge i fodbold. Jeg er anmelder hos FOF Aarhus på grund af min umættelige nysgerrighed, og fordi jeg tror på, at man altid kan blive klogere.