Skip to content

Vi oplever travlhed og forsøger at besvare alle telefoniske henvendelser. Kan du ikke få fat i os, så send os meget gerne en mail.

mail@fof-aarhus.dk

Vi har fået ny hjemmeside og arbejder på at løse tekniske problemer. Hvis du har foretaget et køb online mellem den 24/6-6/7 og IKKE har modtaget en bekræftelse og faktura pr. mail, bedes du kontakte os.

anmeldelse

Foredrag af Steffen Gram - "Trump slap med skrækken"

Trump slap med skrækken

Af Johan Knud Vad Knudsen, studerende på Historie, Aarhus Universitet

Der er enkelte ting, jeg aldrig glemmer. Mit første kys. Det var stort. Min søsters bryllup. Heller ikke ligefrem en lille ting – på det personlige plan. Det er dog i grunden spøjst, hvordan disse uforglemmelige ’kan-du-huske-hvor-du-var-da…’-øjeblikke ofte er forbundet med katastrofer, når det kommer til den kollektive erindring. 11. september, tsunamien i 2004, Utøya, Krudttønden – jeg kunne desværre blive ved. Jeg medgiver, at ovenstående intro er ladet. Det var ikke nødvendigvis meningen.

Under alle omstændigheder, så glemmer jeg aldrig, hvor jeg var, da Donald Trump blev præsident i USA. Jeg var på studietur med højskolen, og jeg blev vækket af min lærer i underbukser, der råbende og skrigende vækkede alle i nabolaget. Jeg forstod det ikke dengang – og det er mig stadig en gåde.

 

Man tog håbet fra de unge

Ved foredraget med Steffen Gram håbede jeg at blive lidt klogere. Og lige netop håb var en væsentlig pointe. Gram argumenterede på ganske fin vis for, at de amerikanske unge efter finanskrisen i 2008 var blevet frataget håbet. Som han sagde: ”Reportere sagde: Den amerikanske drøm er død. De unge er uden håb. Det er det værste, der kan ske for et samfund!”.

Steffen Gram fulgte sine skarpe pointer op med alskens grafer og statistikker, øjensynligt for at understrege helt og aldeles, hvad amerikanerne egentlige mener. Det fungerede helt efter hensigten. Gram skrællede støjen væk fra det show, der hedder Donald Trump, og fokuserede med et skarpt blik på den politik, Trump i realiteten fører og prøver at føre ud i livet.

Bag den hektiske Trump-facade gemte der sig et interessant, om end en smule skræmmende billede, bl.a eksemplificeret ved en skræmmende graf, der viste dødsraten blandt unge, amerikanske mænd. Det er vigtigt at have hele billedet med, når det handler om Trump – og når man vil prøve at forstå, hvorfor han blev valgt. En enkel forklaring findes næppe. Ved at forstå de enkelte nuancer bliver man en smule klogere. Steffen Gram bidrog på fineste vis til dette.

Steffen Gram er typen, man gerne ville have til at fortælle over en rom – bare fortælle og forklare. Jeg sad med fornemmelsen af, at Gram kunne have fortsat i mange timer. Og det havde bestemt ikke gjort undertegnede noget.

 

 

Foredrag: Trump slap med skrækken - v. Steffen Gram
Tid: Onsdag d. 20. februar 2019 kl. 19.00
Sted: Dokk1
Arrangør: FOF Aarhus

 

Billede af FOF Aarhus anmelder Johan Knud Vad Knudsen

 

Om foredragets anmelder

Hej! Jeg hedder Johan Knud Vad Knudsen, og jeg læser historie med tilvalg i engelsk på Aarhus Universitet. Jeg er med i FOF Aarhus anmelderkorps, fordi det giver mig en dejlig mulighed for at høre en masse spændende foredrag, der gør mig klogere på verden. I min fritid er jeg bl.a. rundviser på museet Kongernes Jelling. Jeg bruger desuden mange gode timer på at sidde i bestyrelsen for Rødding Højskoles Elevforening. Fodbold er min store passion, og jeg elsker både at spille og følge med. Det bedste, jeg ved, er dog at være sammen med min dejlige familie og skønne venner.