Skip to content

Vi har fået ny hjemmeside og arbejder på at løse tekniske problemer. Hvis du har foretaget et køb online mellem den 24/6-6/7 og IKKE har modtaget en bekræftelse og faktura pr. mail, bedes du kontakte os.

Det skal være trygt for dig at gå på aftenskole - se retningslinjerne for Covid-19

Retningslinjer ifm. Covid-19

anmeldelse

Foredrag af Suzanne Brøgger - "En aften med Suzanne Brøgger"

En aften med Suzanne Brøgger

Af FOF-anmelder Cecilie Liv Rasmussen, cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur samt filosofi, Aarhus Universitet

Norsk Omelet

Suzanne Brøgger blev født i 1944. Hun begyndte at skrive som 17-årig, og i dag har hun udgivet en lang række bøger, hvoraf den sidste hedder Norsk Omelet. Dette foredrag blev holdt som en samtale mellem journalisten Diana Bach og Suzanne Brøgger med udgangspunkt i nævnte bog.

Brøgger startede dog med at besvare et spørgsmål oprindeligt stillet til hende af Master Fatman: ”Hvad er det fineste ved dig?” Svaret var: ”Evnen til at åbne sig for verden”. Hun betragter sig selv som en dobbeltbeskuer, som en antropolog, har hun evnen til både at betragte verden og indgå i den.

Norsk Omelet fortæller om hendes rejser til Norge, hvor hun har mødtes med andre kunstnere. Uden at afsløre bogens egentlige handling, efterlader hun et indtryk af, at selvom bogen fortæller om Norge, så handler den måske mest om Danmark.

Betragtningen bliver, at vi er Skandinaviens mindst feministisk land, og at vi i det hele taget lever i en tid, hvor jeg’et forsvinder, fordi vi fokuserer for meget på individet.

 

Koral

Hvor første del af foredraget handlede om den fysisk rejse i Norge, handlede anden del om Suzannes livsrejse i Koral, en genkomponering af Creme Fraiche, Ja og Transperence. Koral er en dannende historie, hvor hun får mulighed for at blive en anden, eller rettere, muligheden for at blive den hun er.

Emnerne for aftenen var hovedsageligt feministiske og eksistentielle. Livet handler nemlig også om at øve sig i at dø. Brøgger beskriver, hvordan man i livet nogle gange dør – og ikke forstår, hvorfor man alligevel lever videre. Dette kalder hun livet efter døden.

For hende kan livet efter døden også handle om at sætte aftryk. Det er noget, Suzanne Brøgger tilsyneladende er en sand mesterinde i. Hele salen nikkede gentagne gange, når Suzanne holdt en betragtning op i lyset, så vi alle kunne se den klart.

Det er ikke sikkert, at hun ville bryde sig om at blive kaldt en levende legende, men hun er netop dét, fordi hun virker bevidsthedsudvidende. Det fineste ved Suzanne Brøgger er nemlig, at hun ikke bare åbner sig selv for verden, men at hun hjælper sine tilhørende med at gøre det samme.

 

 

Foredrag: ”En aften med Suzanne Brøgger” - v. Diana Bach og Suzanne Brøgger
Tid: Onsdag d. 28. marts 2019 kl. 19.00
Sted: Dokk1, Hack Kampmanns Plads 2, 8000 Aarhus C
Arrangør: FOF Aarhus

 

Billede af FOF Aarhus anmelder Cecilie Rasmussen

 

Om foredragets anmelder

Hej! Jeg hedder Cecilie Liv Rasmussen, og jeg arbejder som jobkonsulent. Jeg er med i FOF Aarhus anmelderkorps, fordi jeg nyder FOF’s kulturelle arrangementer. Jeg elsker at skrive, og anmelderkorpset giver mig også god mulighed for at dyrke det. Desuden giver det for mig mening at støtte op om et tiltag som FOF ved at være frivillig. I min fritid elsker jeg at forbruge kultur.