Skip to content

Nu kan du tilmelde dig alle efterårets hold her på hjemmesiden. Og glæd dig til uge 30 - der lander det trykte katalog nemlig i din postkasse.

Billede af læge, hjerneforsker, mindfulnessinstruktør og billedkunstner Lærke Egefjord i en undervisningssituation ved FOF Aarhus

anmeldelse

Foredrag med Lærke Egefjord - "Dyrk din kreativitet - styrk dit helbred"

Vær kreativ og styrk dit sind

Af FOF-anmelder Therese Bruhn Udby, salgsassistent

 

Kreativitet styrker

Lærke Egefjord, der er uddannet læge og billedkunstner, fremlagde i sit foredrag på allerfineste vis, hvordan dét at være kreativ har en direkte positiv indflydelse på helbredet: det mentale såvel som det fysiske. Det er sågar bevist, at man mindsker risikoen for stressrelaterede lidelser ved at dyrke sin kreativitet – og især hvis dette gøres i samspil med andre.

 

Ingen er mere kreative end andre

Mange mennesker har et ønske om at dyrke kreativiteten mere, men de ved simpelthen ikke, hvor de skal begynde og tvivler måske endda på, om de overhovedet er kreative nok. Denne bekymring kan dog heldigvis smides langt væk ifølge et par visdomsord fra Lærke. Det forholder sig nemlig således, at ingen er mere kreative end andre. Det handler i bund og grund ”bare” om at prioritere at gøre kreativiteten til en del af sin hverdag, og derfor skal eventuelle materialer hertil også helst være let tilgængelige. Hun foreslår, at man lader kreativiteten sammenflette med en anden daglig rutine, man har. Hvis man for eksempel læser avis, når man kommer hjem fra arbejde, så kan man i forlængelse af dette - eller imens - sætte sig og strikke en smule. Det behøver ikke være længe, måske blot ti minutter. Det vigtigste er at lade sin fantasi og følelser tage over, og derved se, om man kan komme i flow. Flow er en sindstilstand, hvor man er helt og aldeles til stede i nuet, og hvor tanker og idéer ofte kommer til én i stride strømme, nærmest helt intuitivt.

 

Hvad jeg tager med mig

Personligt fik jeg stor glæde af at deltage i dette foredrag og den efterfølgende workshop, hvor vi blandt andet malede og lavede collager. Det var betagende at lave de kreative ting, og jeg oplevede faktisk, at tid og sted forsvandt: at det blot var kreativiteten og mig, der var til stede. Jeg var nærmere sagt i flow.
Foruden dette lærte jeg en hel del om kreativitetens rolle i forhold til psykisk og fysisk velvære og sundhed. Det satte tanker i gang hos mig, og derfor bestræber jeg mig nu på at gøre noget kreativt hver eneste dag med det klare formål at bevare min livsglæde og ikke mindst mit gode helbred.


Foredrag: Dyrk din kreativitet - styrk dit helbred - v. Lærke Egefjord
Tid: Lørdag d. 7. marts 2020
Sted: Solsalen, Ingerslevs Boulevard 3
Arrangør: FOF Aarhus

 

Billede af Therese Bruhn Udby, anmelder hos FOF Aarhus anmelderkorps

 

Om foredragets anmelder

Hej! Jeg hedder Therese Bruhn Udby, og jeg arbejder som salgsassistent i en skobutik. Jeg er med i FOF Aarhus anmelderkorps, fordi jeg elsker at prøve nye ting og formidle mine oplevelser videre til gavn for andre. I min fritid ses jeg med min kæreste, familie og venner, læser bøger og ser tv-serier. Derudover går jeg til improvisation, og så holder jeg af at udfolde mig kreativt og spise lækker mad.