Skip to content

Glæd dig til forårets kurser, foredrag og ture! Vi åbner løbende for tilmelding til vores aktiviteter, og senest d. 6/12 kan du se alle hold.

anmeldelse

Foredrag af Nanna Hyldgaard Hansen - "Lev for det halve og få det hele"

Fra et familieliv i undtagelsestilstand til et familieliv i balance

Af FOF-anmelder Eva Wolf Andreasen, studerende på uddannelsesvidenskab


Forfatter, foredragsholder og journalist Nanna Hyldgaard Hansen tog tirsdag aften publikum med på en spændende rejse ind i sin fortælling om omlægningen fra et travlt og stressende familieliv, hvor enderne havde svært ved at nå sammen, til et familieliv med tid til samvær og nærvær og en lavere klimabelastning. En rejse hvor den lille familie i dag lever for det halve, men får det hele – og måske sågar mere til.

Nannas hovedpointe var, at det er muligt at få et familieliv i balance, hvor man hverken savner noget eller går til ekstremerne, ved blot over tid at justere på sit forbrug og lægge sine vaner om, så det bliver helt naturligt at prioritere på en sådan måde, at klimabelastningen mindskes og kvaliteten af familielivet højnes.

 

Gode råd og plads til egne ønsker

Nanna gav adskillige praktiske og kreative råd til, hvordan man kan skære sit forbrug ned. Hun kom blandt andet omkring at lære at reparere sine ting og sager, at tømme sine køkkenskabe og fryseskuffer hvert kvartal samt at sætte en karenstid på sine køb, så man venter lidt og mærker efter, om købet er nødvendigt for en. Samtidig holdt hun fast i, at der skal være plads til at købe nyt, hvis det virkelig er et stort ønske, og at forbrug ikke er statisk: man kan altid teste det af og mærke efter, hvad der fungerer for en selv.

Undervejs i foredraget læste Nanna op fra sin bog Lev for det halve - og få familieliv, forbrug og arbejde i balance. Hun læste om betydningsfulde stunder med sine børn og om inspirationen fra sine bedsteforældre, hvis klimabelastning er mindre grundet en opvækst med krig og andre tider. Nanna formåede således i høj grad at sætte en historisk parentes om den forbrugerkultur, som de seneste årtier er præget af og give blik for, at det har været anderledes, og at det nok kommer til at se anderledes ud i fremtiden.

Nanna sørgede for at inkludere publikum ved at lave quizzer og øvelser, hvor publikum blandt andet fik mulighed for at reflektere over, hvad der eventuelt kan skæres væk fra eget liv, og hvad der virkelig ikke skal gås på kompromis med. Det var således ikke blot Nannas fortælling, som publikum kom hjem med. De kom også hjem med nogle tanker om, hvad de selv kan gøre, for at lægge deres liv om, så også de kan få det hele, medens de passer på planeten.


Foredrag: Lev for det halve og få det hele – v. Nanna Hyldgaard Hansen
Tid: Tirsdag d. 3. marts 2020 kl. 19.30
Sted: Solsalen, Ingerslevs Boulevard 3
Arrangør: FOF Aarhus i samarbejde med Bedsteforældrenes Klimaaktion og Den Grønne Studenterbevægelse Aarhus



Billede af Eva Wolf Andreasen, anmelder ved FOF Aarhus anmelderkorps

 

Om foredragets anmelder

Hej! Jeg hedder Eva Wolf Andreasen, og jeg læser uddannelsesvidenskab på Aarhus Universitet. Jeg er med i FOF Aarhus anmelderkorps, fordi jeg er nysgerrig og videbegærlig. Jeg synes, at anmelderkorpset er en fantastisk mulighed for at lære en masse nyt om alt mellem himmel og jord. I min fritid går jeg til springgymnastik, syer, går på bibliotek og passer min køkkenhave.