Skip to content
Underviser på sykursus hos FOF Aarhus, Bettina Bagger

En uvurderlig skaberglæde

En uvurderlig skaberglæde

Af Malene Nees Damborg
Foto af Jørgen Diswal


Selvom tøj efterhånden er uhørt billigt, er syunderviser Bettina Bagger ikke et øjeblik i tvivl om, at det kan betale sig at sy sit eget. Arbejdet med nål og tråd skaber ikke bare unikt og veltilpasset tøj, det er også et tiltrængt åndehul i hverdagens sus og dus, der ikke kan købes for penge.

Når syunderviser Bettina Bagger gør sig klar om morgenen, åbner hun lågen til et skab fuld af hjemmesyet tøj. Der er alverdens kjoler, nederdele, bluser, bukser og jakker, som er syet i de materialer, farver og mønstre, hun allerbedst kan lide. ”Det er en kæmpe tilfredsstillelse at skabe noget fra bunden, og at jeg ved, det sidder helt perfekt på min krop. Og så er det bare fedt at have tøj, som resten af Danmark ikke går rundt i,” fortæller hun. Bettina brænder for at videregive skaberglæden og tilfredsstillelsen i det unikke på sine mange sykurser ved FOF Aarhus.

Syning er mindfulness

Interessen for syning fik Bettina for alvor, da hun som 13-årig tog et sykursus på ungdomsskolen: ”Det var jeg egentlig ret god til, fandt jeg ud af. Senere opdagede jeg, at mønsterkonstruktion er helt fantastisk, og at man kan bruge den ellers kedelige matematik til noget,” griner hun. Siden har Bettina ikke kunnet slippe nål og tråd, og i dag er hun uddannet dameskrædder og mønsterkonstruktør. Der er særligt én grund til, at de utallige timer ved symaskinen ingen ende vil tage, fortæller hun: ”Syning er mindfulness for krop og sjæl. Når jeg er i et godt flow, tænker jeg slet ikke over tid og sted – vupti, så er der pludselig gået otte timer”.

Glæden gives videre

I årevis regnede Bettina med, at hun skulle erobre modeverdenen, men så bankede muligheden for at undervise på, og det valg har hun aldrig fortrudt: ”Det at lære andre at være kreative, få den afstressende proces ind i deres liv og være med, når de opdager, at de elsker det– dét er det bedste,” fortæller hun begejstret. I snart 19 år har Bettina givet råd om alt fra teknikker til mønstre og materialer i FOF Aarhus’ sylokaler, og den personlige vejledning glæder hende særligt, fortæller hun: ”Vi er langt fra alle af standardstørrelse, så det er fantastisk at se kursisternes glæde ved at sy tøj, der er skabt præcis til deres krop”.

En livspassion

Når arbejdsdagen er slut, og kursisterne er gået hjem, lægger Bettina ikke håndværket fra sig. I familiens hus er der indrettet et syrum, hvor hun netop arbejder på to bluser med forskellige udtryk: ”Jeg elsker at lave fede detaljer og sjove finesser, der gør, at tøjet er fuldstændig unikt i sit design,” fortæller hun. Og står det til Bettina, vil projekterne kun blive flere: ”Jeg holder aldrig op med at sy, det kan jeg slet ikke! Så længe jeg er her, vil jeg sy – og så længe jeg kan, vil jeg sy,” afslutter hun.

Sykursus ved FOF Aarhus, underviser Bettina Bagger

kreative kurser

Sy din egen garderobe

Lær at sy med FOF Aarhus, og udvid dit klædeskab med unikt tøj