Skip to content
kvinder, træning, mor, efterfødselskrop, FOF Aarhus

Kære mor, træn din efterfødselskrop hele livet

Kære mor, træn din efterfødselskrop hele livet

Efterfødselsgener er ikke ualmindelige 10-12 år efter en fødsel. Derfor skal vi udfordre tanken om, at et 10-turskort til efterfødselstræning alene kan sikre en velfungerende krop, fastslår fysioterapeut Elin Solheim.

Af Malene Nees Damborg og Nanna Cæcilie Thrane

"Vi er nødt til at forholde os til, at meget træning bliver lavet af mænd til mænd – og ikke med tanke på, at de fleste kvinder har født og har gener fra deres kerne: lænd, bækken, mavemuskler og bækkenbund," siger Elin Solheim, der er fysioterapeut, forfatter, iværksætter og mangeårig underviser i genoptræning af morkroppen.

Elin Solheim oplevede selv, hvordan tre graviditeter forandrede hendes krop for altid. Da hun forgæves ledte efter grundig og skånsom genoptræning, endte hun med at trække i træningstøjet og udarbejde det selv. I dag er kalenderen fyldt med undervisning til andre professionelle. Alt ud fra en filosofi om, at efterfødselskroppen ikke kan og skal trænes væk, men snarere drages omsorg om gennem hele livet.

Har du født, har du en efterfødselskrop

Det drøftes næppe i frokostpausen, men faktisk oplever mange kvinder gener længe efter en fødsel. Det skyldes ofte, at kroppen mangler at få genoprettet det store samspil i kernen, som skal gøres over tid.

Elin Solheim vil gøre op med opfattelsen af efterfødselskroppen som en afvigelse fra det normale og som noget, der kun hører barselstiden til. I stedet skal vi forstå efterfødselskroppen som et vilkår, alle mødre har med sig resten af livet. Et vilkår som skal tages hånd om på rette vis.

"Efterfødselstræning er ikke blot noget, du gør x antal gange på et efterfødselsforløb, og så kan du vende tilbage til anden rigtig træning. Det er et arbejde, du som mor skal gøre resten af livet – og det tæller også som rigtig træning," siger Elin Solheim.

Elin Solheim har et skarpt blik for sammenhænge i sin tilgang. Fx hvordan svaghed og overspændthed i én muskel kan forårsage smerter i en anden. Men selvom musklernes samarbejde er komplekst, behøver træningen ikke at være kompliceret. Tværtimod har Elin Solheim erfaret, at med den rette viden og simple ændringer kan mødre komme mange typiske gener til livs.

Gør træning til del af familielivets cirkus

At inkorporere genoptræning i et hverdagsliv med små børn kan være en udfordring, og derfor foreslår Elin Solheim at kombinere det med et øget fokus på hverdagens bevægelser. Familielivets stræk, bøj og løft er nemlig naturligt styrkende, hvis bare kroppen holdes rank og stærk.

"Det behøver ikke altid være omstændigt. Alle de gange du løfter noget i løbet af dagen, så prøv at ånde ud og aktivere bækkenbunden. Så er du helt sikker på, at du har tændt for det system, der skal bære dig, når du bærer noget andet," siger Elin Solheim.

Elin Solheim medvirker i den nyligt udkomne podcastepisode: Tag hånd om morkroppen, hvor hun deler ud af viden og gode råd til kvinder med efterfødselskroppe. Podcasten indgår i serien Forælderskabelsen, som er produceret af FOF Aarhus med jordemoder og pædagogisk antropolog Nanna Cæcilie Thrane som vært.

Du kan også blive klædt på til, hvordan du bedst træner din krop som mor på et af vores styrkende efterfødselshold. Her får du bl.a. redskaber til at sikre en stabil kerne, så du får de bedste betingelser for en stærk og velfungerende morkrop – også mange år efter din fødsel.

FOF Aarhus | Podcast | Forælderskabelsen | Vært, jordemoder og pædagogisk antropolog Nanna Cæcilie Thrane og forfatter Elin Solheim

Podcast

Omfavn din morkrop