Skip to content

Vi åbner for tilmelding til alle efterårets hold d. 9. juni - men vi lægger løbende nye hold på hjemmesiden, så hold øje når der kommer nyt!

opskrift på pasta med ramsløgscreme fra fof aarhus

Pasta med ramsløgscreme

Pasta med ramsløgscreme

Der begynder så småt at blive varmere, træerne blomstrer, og fuglene synger – med foråret kommer der masser af glæde… men også masser af ramsløg! Hvis du ikke lige ved, hvad du kan bruge denne hvidløgslignende plante til (udover pesto), så kan denne friske pastaret rede den kedelige madpakke eller blive til nem aftensmad.

Opskriften er udviklet af Marie og Celine, to studerende fra Global Nutrition and Health fra VIA University College, der elsker at eksperimentere med mad :-)

Opskriftdetaljer

Opskriften er allerede vegetarisk, og hvis det skal være vegan-friendly, kan du erstatte osten med vegansk ost. Vil du have lidt mere knas i retten, kan du sagtens drysse med ristede mandler eller pinjekerner. Leder du efter lidt ekstra protein, kan du også tilføje kylling, laks, tun, ærter eller lige det, du har lyst til!

Det gode ved ramsløg er, at du selv kan plukke det, og hvis du kommer hjem med en fyldt pose, kan du sagtens fryse det ned, som du ikke skal bruge nu – bare hak bladene, kom det i en frysepose og ind i fryseren med det!

Til 4 portioner

Ingredienser

400 g pasta
25 ramsløgsblade
100 g spinat
Citronsaft (frisk eller fra flaske)
150 g revet ost - fx Parmesan, Romano eller Grana Padano
1-1½ dl pastavand

Sådan gør du

  1. Kog pasta som beskrevet på pakken.
  2. Mens pastaen koger, kommes ramsløgsblade, spinat og ost i en blender eller food processor og blendes til det er jævnt. Hvis det er for fast, kan du tilsætte lidt olie. Hvis blandingen er lidt vandet, kan du tage en ske og fjerne lidt af væsken med.
  3. Når pastaen er færdig, hældes vandet fra, men gem 1½ dl og hæld så pastaen tilbage i gryden.
  4. Bland ramsløgscremen i pastaen og tilsæt pastavandet lidt ad gangen mens der røres rundt i gryden. Smag til med salt, peber og citron.
  5. Når cremen har en god konsistens, er du klar til at servere. Kom evt. lidt revet ost eller grønt på toppen.

Vil du have mere ramsløgsinspiration? Se 3 andre opskrifter med ramsløg:

madkurser

Lær at lave mad fra hele verden

Kom med i køkkenet og lær fx at lave endnu flere pastaretter på kurser i italiensk mad, Middelhavsmad og meget mere.