Skip to content

Glæd dig til forårets kurser, foredrag og ture! Vi åbner løbende for tilmelding til vores aktiviteter, og senest d. 6/12 kan du tilmelde dig alt.

Billede af underviser i spansk ved FOF Aarhus Dorthe Djernæs

Forbered dig på rejsen og få unikke oplevelser

Forbered dig på rejsen og få unikke oplevelser

Af Astrid Meldgaard
Foto af Jørgen Diswal


I foråret blev hele verden vendt på hovedet og alting sat i stå. Vores klode fik en tiltrængt pause, og vi fik tid til eftertanke. Tid til at overveje, om vi bør tænke mere på miljøet og rejse mindre. Men kan vi det, uden at det går udover vores rejseoplevelser? Dorthe Djernæs, der underviser i spansk, er ikke i tvivl: Med sproget i baglommen kan vores rejser blive både grønnere og rigere.

”Vores planet har behov for, at vi rejser mindre. Det kan være frustrerende, men vi kan også vælge at gøre det til startskuddet til en ny måde at rejse på: en måde, hvor vi rejser mere kvalificeret og vel-forberedt og får mere værdifulde oplevelser med hjem,” fortæller Dorthe. Som sprogunderviser har hun ofte hørt kursister fortælle om, hvordan selv et lille kendskab til sproget på rejsedestinationen giver en helt unik oplevelse: ”Når man kan sproget, bliver man nærværende på en helt anden måde, og man er ikke længere bare en gæst, der passerer forbi. Du kan tale med de lokale og få enestående oplevelser på museer og restauranter, og du bliver en del af stedet på en ganske særlig måde,” forklarer hun.

På sine kurser oplever hun også, at kursister, der har lært bare lidt af sproget, kommer hjem med fantastiske rejseminder: ”Når vi forbereder os og kaster os ud i sproget, så stiger kvaliteten af vores oplevelser. Og med sprogundervisning kan forberedelserne blive en del af rejsen og dermed forlænge selve oplevelsen”, fortæller hun. Med sine kurser ønsker Dorthe derfor at give sine kursister en sprogoplevelse, der rækker ud over talefærdighederne og giver indsigt i både kulturen og de lokale skikke og fortællinger.

”Hvis vi tilføjer dét lag til vores rejser og indstiller os på at rejse mindre, men mere kvalificeret, så kan det meget vel vise sig, at vores efterkommere vil takke os for det,” siger hun og afslutter: ”For når alt kommer til alt, så gør de valg, vi træffer i dag, en stor forskel for vores fremtid – både for vores klodes helbred og for vores egne rejseoplevelser”.

Sprogkurser

Udforsk et sprog

Vil du gerne dykke ned i et sprog? Lær alt lige fra japansk til russisk med FOF Aarhus