Skip to content
Billede af tidligere praktikant hos FOF Aarhus, Anne Kirk

Anne Vrangbæk Kirk i kommunikationsafdelingen

13. juni 2017

Jeg hedder Anne og er 23 år gammel. I sommeren 2016 blev jeg færdig med en bachelor i Medievidenskab, med tilvalg i Begivenhedskultur, på Aarhus Universitet. Derefter begyndte jeg på kandidatuddannelsen i Medievidenskab, hvor jeg på andet semester, i foråret 2017, har været i praktik hos FOF Aarhus i kommunikationsafdelingen. Jeg syntes, at jeg på studiet manglede praktisk erfaring på en ”rigtig” arbejdsplads for at finde ud af, hvilken retning jeg gerne vil, efter jeg er færdig på studiet. Derfor søgte jeg stillingen som kommunikationspraktikant hos FOF Aarhus, hvor jeg har været praktikant i fire måneder fra februar til maj.

En del af teamet fra start

Under min praktikperiode i kommunikationsafdelingen hos FOF Aarhus følte jeg, at jeg blev inddraget som en del af teamet allerede fra start. Mine holdninger og idéer er blevet taget seriøst, hvilket har givet mig stor mulighed for at udvikle mig både fagligt og personligt. Derudover har jeg fået lov til at eksperimentere og snuse til rigtig mange områder og programmer, hvor jeg er blevet vejledt og har fået hjælp, men også har fået frihed til at prøve mig frem - alt lige fra SEO, InDesign og Photoshop til re-targeting, content-marketing og strategiske overvejelser i forhold medieplatforme. Her har jeg kunnet sætte noget af min akademiske og teoretiske viden i perspektiv, men også kunnet tilegne mig en praktisk viden og nogle kompetencer, som det kan være svært at få på universitetet.

Erfaring med projekt- og samarbejde

Jeg har også fået en del ansvar for projekter og arbejdsområder selv. Jeg var med i arbejdsgruppen for Danmark Spiser Sammen i Aarhus, hvor FOF Aarhus, sammen med Sundhed og Omsorg fra Aarhus kommune og Cafe Parasollen, planlagde en stor fællesspisning for 250 mennesker. Jeg stod blandt andet for koordinering af frivillige, som hjalp til ved arrangementet, og dækkede arrangementet på FOF Aarhus’ Facebook- og Instagram-profil med billeder af den lækre mad og de glade gæster og frivillige. Det var super lærerigt og inspirerende at samarbejde med folk med forskellig baggrund, både arbejdsmæssigt og personligt. Middagen var en rigtig stor succes – jeg skal helt sikkert med næste år også!

Idéudvikling til katalog og brochure

Derudover har jeg været med i planlægningen og redigeringen af både en ny fødselsbrochure og efterårskataloget for 2017. Ved begge brochurer har jeg været med i idéudviklingen i forhold til det tekstlige indhold, hvor jeg har været med til at interviewe nogle rigtig spændende mennesker, som giver et indblik i noget af alt det, FOF Aarhus har at tilbyde. Her var det især fedt at være en del af processen fra start til slut, hvor man kunne se alt det hårde arbejde, vi havde lagt i det, blive til et godt resultat.

Jeg er rigtig glad for at have været i praktik hos FOF Aarhus. Det har lige været det, jeg manglede i mit uddannelsesforløb og har gjort, at jeg har fået rigtig meget gåpåmod i forhold til arbejdslivet inden for kommunikationsbranchen efter universitetet. Og så er de bare rigtig søde hos FOF Aarhus :-)