22. december 2021
Jeg hedder Simone, og jeg er 25 år gammel. I sommeren 2020 blev jeg bachelor i litteraturhistorie med tilvalg i film og medier fra Aarhus Universitet. Nu studerer jeg en kandidat i medievidenskab også på Aarhus Universitet. Som en del af min uddannelse har jeg i efteråret 2021 været i praktik som kommunikationspraktikant hos FOF Aarhus. Mit praktikforløb startede i august og varede i fire måneder.
Jeg valgte at tage i praktik, fordi jeg havde et ønske om at kombinere det teoretiske stof fra universitetet med praktisk erfaring fra arbejdsmarkedet. Et praktikforløb er en god mulighed for at snuse lidt til livet efter universitetet, få en pause fra bøgerne, teste sine evner og opnå erfaring – ikke mindst. I kommunikationsafdelingen hos FOF Aarhus fik jeg mulighed for at prøve kræfter med spændende og forskellige opgaver. Praktikforløbet har givet mig et indblik i og en større forståelse for kommunikationsarbejde i praksis. Jeg føler mig derfor bedre klædt på til at kunne varetage et job som kommunikationsmedarbejder i fremtiden. Praktikken har også dannet grundlag for gode refleksioner omkring, hvilke typer job og arbejdspladser, jeg ønsker fremadrettet.
Som praktikant, har jeg, fra første dag, følt mig som en del af teamet og dagligdagen. Kommunikationsafdelingen består af søde, imødekommende og kompetente medarbejdere, som har været gode til at inddrage mig både arbejdsmæssigt og socialt. På kontoret har vi en behagelig og rummelig atmosfære, som har gjort det til en fornøjelse at møde ind hver dag. Fra begyndelsen blev der taget hånd om mig med grundig, velplanlagt oplæring, og der har været rig mulighed for at stille spørgsmål, få feedback og sparring. Jeg har fået lov til at tage ansvar, arbejde selvstændigt og præge praktikforløbet efter egen interesse. Generelt har jeg oplevet, at jeg er blevet mødt med tillid og åbenhed. Jeg har udviklet mig både fagligt og personligt inden for trygge rammer, hvilket har været en lærerig og positiv oplevelse. FOF Aarhus, og særligt kommunikationsafdelingen, får derfor mine varmeste anbefalinger, som praktikplads.