Guns N’ Roses bliver ofte reduceret til den klichéfyldte myte om bandet, der udlevede drømmen om sex, drugs and rock n’ roll. De fleste husker sange som Sweet Child O’ Mine, Paradise City og Welcome To The Jungle, og da bandet imploderede midt i 90’erne, blev det i medierne reduceret til at være Axl Roses egoprojekt.
Musikjournalist, forfatter og storytellingekspert Mikkel Elbech er imidlertid stærkt utilfreds med denne reduktionistiske tilgang til det, der er et hans personlige yndlingsbands. I sit foredrag vil han derfor tage et opgør med alle disse illusioner og åbne Guns N’ Roses-universet op på en ny og gribende måde. Han vil fortælle en både underholdende, overraskende og inspirerende fortælling om et band, som alle gik rundt og troede, de kendte.
Du kan blandt andet glæde sig til at få helt nye perspektiver på Axl Rose som sangskriver og komme ind under huden på dynamikken mellem Axl og Slash, der skabte grobunden for et musikalsk makkerskab af en særlig kaliber.
Undervejs vil der være masser af konkrete nedslag i bandets dragende historie, ligesom du også vil blive klogere på den samlede diskografi, når Mikkel Elbech bevæger sig ind i numre, som langt fra alle kender. Derudover vil Elbech give et spændende indblik i den sagnomspundne periode fra slutningen af 90’erne og frem til gendannelsen i 2016.
Om end foredragets omdrejningspunkt naturligvis er Elbechs fortælling om bandet, kan man glæde sig til en oplevelse, der byder på masser af billeder og fængende lyd- og videoklip.
Elbech har de helt rette forudsætninger for at fortælle en historie om Guns N’ Roses, der både vil berige og underholde dem, der allerede er fans af bandet, og dem, der generelt bare elsker levende og passionerede musikhistoriske foredrag.
Gennem årene har Elbech interviewet Slash to gange og desuden lavet tre maratoninterviews med Bumblefoot – en af guitaristerne i det ’nye’ Guns N’ Roses. Da albummet Chinese Democracy endelig så dagens lys i 2008, var det Elbech, som GAFFA bad om at fortælle den komplekse historie om vejen frem til det album, som mange troede aldrig ville udkomme. Derudover har han oplevet bandet talrige gange på tværs af to kontinenter og har sågar taget en slags pilgrimsrejse til Axl Rose og Izzy Stradlins hjemby, Lafayette i Indiana.
Mikkel Elbech er foredragsholder, kulturjournalist og stifter af storytellingbureauet One Horse Town.